Fluemønstre

Danske kystfluefiskere vælger ofte rejeimitationer i bestræbelserne på at lokke de sølvblanke havørreder til hug. Disse rejefluer ligner på forbløffende vis de ægte levende rejer – både i form, transparens og farve - hvorfor det virker så indlysende klart, at enhver ørred uden betænkning vil lade sig snyde af disse forræderiske, krogbefængte kopier. Når man skriver ”rejeflue” i Googlefeltet og derefter vælger ”billeder”, så er der lækkerier til frit skue på rad og række. Kystrejefluerne er dukket op i løbet af de seneste årtier, hvilket ikke er tilfældet for rejefluer beregnet for ferskvand. F. eks. er der mange herhjemme, der kender Irlandsfluen, som E. G. Michelsen tidligere har bidraget med i NL-Fiskeren. EGM anvendte dog det for Irlandsfluen mere korrekte navn, The Shrimp. Der findes mange forskellige rejefluer, der minder meget om hinanden. Fælles for dem er, at de fleste er inspireret af fluen Usk Grub, som så dagens lys i Wales for over 100 år siden. Først som fully dresset – og fra 30’rne i en lidt mere enkel udgave, som vi kender fluen i dag. I 1955 frembragte skotten Esmond Drury sin berømte skønhed, den rød-orange The General Practitioner (ofte kaldt GP). Kort efter, (i 1964), dukkede The Frances op. Binderen, Peter Deane navngav sin kulørte skabning efter sin labre fluebinder-assistent, miss Frances Hydon, der givet vis ikke har følt sig særlig smigret ved at have lagt navn til en reje – og ærlig talt, så er The Frances nok ikke den mest elegante af alle de smækre fluer, der findes. Alle disse ganske kulørte skabninger har op gennem 1900-tallet spredt sig rundt omkring ved vores elve og åer med en bestand af atlantlaks. Man kan jo undres over, da ingen af netop nævnte ferskvands-rejeimitationerne tilnærmelsesvis ligner en rigtig reje.

Det samme kan siges om Alistair Gowans rejeflue, der nærmest er en videreudvikling af den oprindelige Usk Grub. Han bandt sin første Ally’s Shrimp i 1981, men først 7 år senere kom mønsteret ud til en større offentlighed, hvorefter den i UK straks fik tildelt æren, ”Salmon Fly of the Millennium” – hverken mere eller mindre. Selvom ligheden med imitations-objektet var svær at spotte, så har fluen siden for alvor bidt sig fast i laksefiskernes bevidsthed overalt på kloden. Det er i dag den mest brugte rejeflue til laks, ja, endda en af de mest anvendte laksefluer overhovedet. Ally’s bindes ofte i mange forskellige farvevarianter, så man kan sige, at der er en Ally’s til enhver lejlighed. 
Hvad laver så denne flue i disse spalter? Har vi laks i Lindenborg Å? Nej – det har vi ikke, men vi har åbenbart mange havørreder, der tror at de er laks, og dermed uafladeligt gufler Ally’s i sig. Vinterfiskeriet efter grønlænderne bliver bestemt ikke kedeligere, når Ally’s Shrimp sidder i enden af forfanget. Her kan rejen sagtens bindes på modhageløs enkeltkrog, hvis man gerne vil opføre sig hensynsfuldt. Alle farver er gangbare til dette fiskeri. Hen over sommeren anvendes en version i dæmpede farver – evt. med naturbrun hale og hackle. Hen på efteråret virker en ”Ally’s in Red” rigtig godt – altså en version med knaldrød hale, tippet, bagkrop og hackle. Den røde gør sig godt med guldtinsel og på guldkrog.

​

Alistair Gowans originale mønster:

Afslut med små junglecocks, hvis du syn’s.

Pas godt på, at krogen ikke bliver overfyldt. Fluen skal være letdresset, så er den frækkest!​

Navngivningen af ovenstående Ally’s varianter står helt for undertegnedes regning. Enkelte af navnene er set før, bl.a. ”Hot Orange Alley’s Shrimp”, men jeg ved ikke, om det er et officielt navn.

I nedenstående link ses en fin bindevideo, hvor den herlige mr. McPhail på bedste vis og med autentis dialekt binder den berømte skotske rejeflue. 

https://www.youtube.com/watch?v=nHttMzI9lKU

Afslutningsvis kan man så fundere lidt over, hvorfor fluefiskere er så konservative i forhold til deres fluevalg. Der er helt sikkert mange forhold, der skal tages i betragtning, men frygten for at vælge en forkert flue – og dermed gå glip af en god fangst – skal nok ikke undervurderes. Jeg kender det selv. Det føles helt forkert at fiske i åen med en superrealistisk kystreje, hvorimod en Ally’s på forfanget føles meget bedre. I virkeligheden er det nok hip som hap, hvilket valg, fluefiskeren tager. Det vigtigste er at tro på netop dén flue, der svømmer i vandet. Derfor vælger jeg en Ally’s i åen - ret underligt for resten, for hvor mange rejer fiser der egentligt rundt i oppe i det ferske??

Knæk & bræk

Brandt​

Navnet på en lokal flue der gang på gang dukker op er Antennefluen. Ophavsmanden til fluen er Henning Maack. I 20013 gav den viste flue ham blandt mange andre, en fisk på 8,9 kg. og 89 cm. 

Røret der har givet navnet til fluen er stykker fra antenner til transistorradioer eller andet der bruger leddelte antenner. Rørene vejer ikke meget, hvilket er med til at give dem en let gang i vandet. Fluen kan varieres alt efter hvilket led af antennerne man bruger. Der er rige muligheder for også at kombinere vingerne med forskellige farver.

Den viste flue er et kopi af Hennings flue bundet af vort juniormedlem Anders Christensen.

​

Fluen er meget enkel i sin opbygning.​

Vinterfluen
Det er vinter, så nu skal der bindes fluer i alle afskygninger. Således kan den værste fiskefeber holdes nede i de kolde, mørke måneder, alt imens forventningerne til den kommende sæson bygges op. Det rusker rigtigt udenfor, men indenfor under lampens varme skær bliver tråd og fjer til små kunstværker med magiske egenskaber. En sjat Speyside singlemalt fuldender hyggestunden – nu, hvor tobakken er lagt på hylden, må man jo passe på ikke at blive for frelst! Apropos tobak og fluebinding, så har jeg altid haft en god undskyldning for manglende fangster, nemlig at fluebindingsmaterialerne havde suget årtiers tobakstjære til sig, da familien havde udnævnt netop "fluerummet" som husets rygerum. Her 21⁄2 år efter den sidste smøg har jeg på fornemmelsen, at fjerene ikke er helt afdunstede endnu. Nå, men jeg var heldigvis ikke den eneste, der havde en vigende sæson i år. MEN næste sæson – så skal der ske løjer!!

Det hele starter den 16. januar, hvis ikke en mild vinter har lokket fluebinderen ud på kysten fra den varme krog ved fluestikket inden da. Der skal fanges grønlændere og store, fede overspringere – i massevis! Det sjove ved disse fisk er, at de ved vintertide både kan fanges i åen og ude i det salte, og især at der er stor forskel på de fluer, der bruges, alt efter om vandet er salt eller fersk. I saltvandet bider disse ørreder på Grå Frede, Glimmerrejen, Kobberbassen og så dén med blodtuden, mens de i åen bider på Plastik-fluen, Ræven, Hagebro-fluen og den slags godter. Der er ikke mange, der har prøvet at bytte de to fluesortimenter ud med hinanden. Selv har jeg tidligere med stort held nuppet grønlændere i åen på typiske kystreje-fluer, og sidste januar/februar fik jeg mine fisk i åen på en typisk saltvandskreation – en såkaldt "Baitfish". (Jo, der findes enkelte fisk, der ikke tager på vej over duften af gammel tobak!)

Baitfish er herhjemme blevet til en fællesbetegnelse for yngelimitationer bundet på en kortskaftet krog. Dertil kommer et epoxy-hoved med indbyggede "3D-øjne". Selve fluen består af en vinge af bløde hår iblandet diverse flash. Oftest er hårene også syntetiske. Fluetypen stammer fra det tropiske amerikanske saltvandsfiskeri, og den bliver herhjemme mest brugt til kystens havørreder og, i store størrelser, til gedderne. 

Baitfish til Lindenborg Å​

BM er et eksempel på de tidligste engelske laksefluer, som egentlig kun var ørredfluer i overstørrelse, i forholdsvis enkle farver og mønstre, og som brugtes indtil de sidst i attenhundredetal let blev fortrængt af de smukke, brogede, irske fluer. 
Forøvrigt var BM, der blot er en forbedret model af en Coachman, den berømte skomager Baches favoritflue i Skjernå.

Beauforth Moth:

Ulf Sill er tysker, men han har, forståeligt nok, slået sig ned ved Mörrumsåen i Blekinge. Han er kendt viden om for sine imponerende laksefangster, for sin enestående fluebindingsteknik og for at være Beissfluernes far. I DVD’en ”Laxflugor med liv” beskrives 5 forskellige Beissfluer. Det eneste de har tilfælles er den sorte krop, og desuden har fire af de beskrevne fluer rød butt. Når de alligevel bærer samme navn, skyldes det, at farvespektret i vinger og hackler er begrænset til nuancer af beige og brunt – til tider med gule, orange eller grønne toner. For at sige det ligeud betyder ”beiss”, oversat til dansk, lort, og de første Beissfluer var efter sigende lortefarvede. Mere anstændige fluebindere havde måske valgt at sige jordfarvede, men ”jordfluen” kan på samme måde som ”havefluen” jo let give anledning til alvorlige misforståelser!

Beiss er i dag ikke kun en af de absolut mest anvendte fluer i Mörrum. Også i vores egne lakseførende åer er fluen en favorit. I Skjern Å er en version med vinge i farven ”sunburst” (varm gul-orange) næsten obligatorisk i april/maj. Senere dæmpes farverne lidt. Fluen fungerer fint i alle størrelser fra de helt store flomfluer til de mindste ”hedebølgefluer”.

​

I Lindenborg Å kan havørrederne sagtens fristes af kreationen. Farverne kan som sagt varieres. Nedenstående er mit valg til højt, farvet vand og ruskvejr. Det er den flue, som Ulf Sill i sin DVD kalder Beiss 2 – i øvrigt den eneste, der er udstyret med hale. Det skal tilføjes, at jeg ikke slavisk har fulgt hans materialevalg, men helhedsindtrykket er tæt på originalen. Det mest almindelige er at binde fluen på rør, men den fungerer naturligvis også godt som krogflue.​

At binde en flue som Bivisible er en nem måde at gøre en forholdsvis simpel flue mere synlig, og derved forøge dens fangevne, simpelthen ved at tilføje et hvidt fronthackle. 
Det er lykkedes særligt fint i den her beskrevne model, idet den er en af de bedste fluer til natfiskeri.
​
Sort Bivisible

Til dagfiskeri kan det være en god ide at variere mønstret med krop af påfugleherI og kropshackle af brun hane.​

Finn Nielsen bidrog i Nl-fiskeren nr. 3 2001 med dette fluemønster.

​

Kan fisk se farver eller kan de ikke? Et spørgsmål der ofte er oppe til diskussion blandt lystfiskere og såmænd også biologer. Nogle ikke alt for veldokumenterede forsøg med fisk i glas, der udsættes for forskellige farver, danner grundlag for den viden man har i dag. Jeg skal såmænd ikke spæde til denne diskussion, blot konstatere, at jeg hører til den gruppe af lystfiske- " der mener, at fisk kan se og skelne farver, Hvorfor skulle hanfisken hos havørreder og laks ellers få orange og røde aftegninger, når de er i yngledragt. 

Jeg oplever altid omkring efterår og vinter - i åen vel at mærke - at fluer og sågar andre former for agn fanger bedre med den røde farve. Hvorfor sætter ormefiskere eks. altid en rød uldtråd på ormetacklet - hvorfor ikke en grøn eller gul - det taler vist for sig selv. 
Min egen kreation, Rapala-fluen, har efterhånden landet ikke så få havørreder i efterårs- og vintermånederne. Den røde farve lokker simpelthen flere fisk til hug i denne 
tid. Her i efteråret fisker jeg dog ofte med fluer, hvor flere af de "lokkende" farver er med. Farver som gul, orange og rød, gerne tilsat lidt guld, brunt eller sort. Derforuden fisker jeg gerne med store t1uer, eks. rørfluer med eller uden belastning i form af coneheads (messinghoveder). Jeg plejer altid at sige det sådan: "Jeg reklamerer ikke for et bestemt kaffemærke, når jeg har døbt fluen B.K.I.-rørflue". Men faktisk er der tale om materialet fra de røde kaffeposer fra B.K.1. kaffe. Den røde pose er simpelthen skåret i små strimler og lagt på som krop. Disse store og "røde" fluer kan ophidse de sidste fisk i åen, som er revir- hævdende. og derfor aggressive når en "konkurrent" nærmer sig. Prøv dem her til de sidste havørreder inden fredningen. Er der meget lavt vand, så lav dem med belastning. Kom ned til fisken, så kommer hugget også.

Bindemønster:

BB er i Amerika, sammen med Rusty Rat, en af de mest brugte fluer til laks og steelhead, og vore hjemlige havørred synes også at kunne lide den. Især i mørkt gråvejr eller skumring. Fluen adskiller sig iøvrigt kun fra de mange kendte, helt sorte fluer, som f.eks. Stoats Tail o.lign., ved den fluorescerende butt, der, som navnet (navne) siger kan være enten rød eller grøn. I USA er der et lille flertal for udgaven med den grønne butt, medens jeg selv har haft mest held med den røde. Til syvende og sidst er det nok et spørgsmål om hvilken man bruger mest.

​

Black Bear Red Butt/Green Butt​

Eget mønster til klar vand og mørke nætter med klar stjernehimmel,. Efter inspiration fra ”Plasticfluen” – en storfanger til Lindenborg Å. Mønster fra 2010.​​

Eget mønster til klar vand og nætter med mørk truende himmel. Mønster fra 2010​

Så indbindes kaninstripvingen længst fremme mod hovedet. Vingen holdes ned langs ryggen. Ribben tørnes op gennem vingen og låser den fast. Over vingeroden tørnes det første purple hanehackle med tre tørn hvor fjeren bindes ind på undersiden af krogen i spidsen. Derpå indbindes flashmaterialerne med ender der når til enden på vingen. Ovenpå et tynd hårbundt fra sort sølvræv. Derpå tørnes hackle nr. 2 på samme måde som første gang. Fibrene skal være lidt længere på dette hackle end på det første. Øverst fordeles et lille bundt af de sorte fine hår. Tips: Bundtet spredes ud mellem fingrene før det bindes ind. De længste hår fjernes så enderne er omtrent lige lange men med de længste hår midt på hårbundtet (hårbundtet har form som en kegle/en pilespids). Derpå lægges det hen over vingen og foldes rundt om hele vingesektionen. De længste hår er derved på toppen af vingen. På siderne indbindes eventuel Jungle Cock.

Det kan nok være, at der skete ting og sager langs Lindenborg Å’s bredder i de sidste dage af maj måned i fjor. Vores nye æresmedlem, agtværdige S. Braagaard slog tonen an, da han med en Valdemar (NL-Fiskeren no 2 – 2002) krogede og landede en havørred af anseelige dimensioner. Det blev startskuddet til et par hektiske uger, hvor adskillige storfisk kom på land. Det kan være farligt at give garantier i forbindelse med vor kære hobby, men én ting tør jeg godt garantere - der bliver trængsel ved åen, når maj lakker mod enden! Så gælder det bl.a. om, at være udstyret med den bedste flue, og det kunne med god sandsynlighed være nedenstående skabning. Der har gennem de seneste år, især blandt de flittigste brugere af vores vand, været en udbredt enighed om, at beskrivelsen af en god Lindenborg Å – flue lyder som følger: ”Når bare den har sort vinge og sølvkrop – så…!” Beskrivelsen passer i øvrigt på begge NL-fluer i 2007.

Alligevel er de meget forskellige, og dette nummers flue ligner ikke de to foregående fluer, trods ens vinger og kroppe. På nettet faldt jeg over ”Den Blå Kanin” på denne Brian Størups hjemmeside. Brian , der i øvrigt ofte fisker i Lindenborg, har en fin side, der bør besøges af alle med interesse i fluebinding, da der er særdeles flotte og spændende fluer derinde. Om ”Den Blå Kanin” skriver Brian bl.a.: ”Den farligste Karup Å flue jeg har, første gang den ramte vandet gav den en havørred på 8,7 kilo.”
I Henrik Kure Nielsens flotte rørfluebog findes en flue med samme farvesammensætning. Det er ”Kure’s den Blå”, hvorom forfatteren skriver: ”Det er den bedste rørflue, jeg til dato har kreeret”. Nordmændene er ligeledes faldet for farvekombinationen – søg blot på ”Officielle Gaulaflua” på Google. Dertil kan lægges adskillige andre fluemønstre, der ikke skiller sig væsentligt ud fra de her nævnte.
Black, Silver & Blue, som jeg har kaldt fluen, er næsten en kopi af Brians flue, men da vingen ikke er lavet af kaninstrip, kan den dårligt hedde noget med ”kanin”. Hvilken udgave man vælger er smag og behag, jeg tror, at de fisker nogenlunde lige godt.

Black, Silver & Blue

Der er her tale om et meget gammelt mønster, hvis oprindelse fortaber sig i fortiden, men som stadig, sammen med varianten Bloody Butcher med det blodrøde hackle, er en sikker fanger under de fleste forhold. Efter omstændighederne er den anvendelig fra krog str. 4 til 10, bedst på enkeltkrog. Limerick eller L.w. laksekrog. 

Det korrekte mønster foreskriver til vinge den blåsorte, metalglinsende fjer fra gråandens vingespejl, men da disse ikke fås større end til krog 8, må man, til de større numre ty til skadehalefjer eller fjer fra en hanehackle, der begge er sorte med et grønt metalskær, eller man kan snyde og bruge en sort hårvinge.
​
Bloody Butcher

BM er bundet til, og virker ofte godt, når vandet er lavt og klart, og en ret lille flue er det rigtige, men hvor kraftig vind og/eller regn gør et stærkt synligt mønster ønskeligt.

Blue Moon

Denne flue er bundet specielt til når vandet efter snesmeltning eller kraftig regn, er ekstra højt, men begyndt at klare op, og den har her givet rigtig mange fisk.
​
Bræen

Denne flue er fra 1980’erne hvor Henrik og nogle fiskekammerater var på fisketur til Bornholm hvor de fiskede i Salene Bugt ved Gudhjem. Den første dag fangede gruppen intet og fluestikkene kom frem om aftenen. Næste dag fangede de tilsammen 20 havørreder hvor halvdelen faldt for Bornholmeren. De første eksemplarer bandt Henrik med vinge af olivenfarvet egernhale men har senere skiftet vingen ud med det nuværende materiale, da egern i denne farve kan være meget svært at opdrive. Glimrende flue til de friske havørreder – også i åen.

E.G.M. bidrog i NL-fiskeren nr. 3 2003 med dette fluemønster.

​

Jeg har gennem årene lagt mærke til, at børsteormene, når de om foråret sværmer inde mod kysten, er klart lilla på bugen. Jeg har ikke før set denne detalje i nogen havørredflue, så derfor prøvede jeg at bruge den. Fluen var egentlig tænkt specielt til kystfiskeri, og her virker den også fint, men da jeg prøvede den i ferskvand i åen, viste det sig, at fiskene her udmærket huskede deres yndlingsspise i saltvand, og ofte gerne tog den, så den er værd at have i flueæsken.

Det eneste sted, jeg har set dette mønster beskrevet er hos John Veniard, han giver en meget nøje bindeanvisning, så der er ingen undskyldning for de sølle, pjevsede eksemplarer, man har set fra nogle lokale "eksperter". 
Min erfaring med den er, at den, ved normal belysning, er komplet ubrugelig, men kommer man ud i en rigtig skummel gråvejrsdag, gerne med en let støvregn, kan den være meget velfangende.

Camasunary Killer

E.G.M. bidrog med dette mønster i NL-fiskeren nr. 1 1985 (Mønstret var desværre smuttet da vi lavede de øvrige)

Når dette læses er det antagelig grønlændersæson, og som de »inkarnerede« ved, findes der ikke noget så effektivt hertil som den rigtige flue, fisket på den rigtige måde. Selvom flueæsken er nogenlunde velforsynet, er der sikkert plads til et par stykker endnu. 
I de forskellige artikler om fluer til grønlændere finder man næsten altid Cardinal fremhævet som det eneste saliggørende. Jeg har Cardinal i min samling, og jeg har også fanget fisk på den, men den rangerer langt nede i rækken af gode fangere. Noget af det sikreste valg til vinterfiskeri, og forresten også om efteråret, er en ret simpel, fiskelignende, slankt bundet hårvingeflue. 

Den bindes på laksekrog str. 6 eller 8. Halen, kort og luftig, er af rødt uldgarn, kroppen flad sølvtinsel ribbet med oval sølv, og hacklet af lys brun hane. Vingen skal være af bløde hår, som er levende i vandet, så derfor er bucktail ikke egnet, men man kan bruge ræv, egern, skunk, ged og grævling efter smag. Sommetider er en sort vinge bedst, andre tider en brun eller en lys grå, så det er nok klogt, når man nu alligevel har bindegrejet fremme, at lave nogle stykker i forskellige nuancer. 

Og husk så, at en hårvinge ikke må være længere end til krogbøjningen, ellers vil den hænge sig op i krogen, og så fisker fluen ikke. 
Endelig skal man passe på, ikke at gøre den almindelige fejl at lave vingen for kraftig. En tyk hårvinge virker død og unaturlig, hvorimod en let vinge er bevægelig, og illudere r glimrende som ryg og finner på en svømmende fisk. 
Som jeg plejer at sige: Når du har taget et bundt hår, som du synes er rigtigt, så smid det halve væk, så passer det. 

Knæk og bræk. 

E.G.M.​

Poul Naundrup bidrog i NL-fiskeren nr. 3 1993 med disse fluemønstre.

Fluer med magenta. (ikke en madopskrift!) 
På denne tid af året, hvor formeringsdrifterne så småt begynder at vågne hos vore kære hav- og bækørreder, har det vist nok altid været god latin at præsentere en flue, et blink eller en spinner i afvigende og iøjnefaldende farver. 

I lighed med omtalen Krogsgaard-fluerne, vil jeg gerne gøre opmærksom på 2 fluer, som tidligere var meget anvendt, men som nu sjældent - og ufortjent - ses brugt, måske fordi den iøjnefaldende farve hos begge, nemlig farven magenta, ser lidt mistænkelig ud i fluefiskerens øjne. 

Men mine egne erfaringer antyder, at netop før og lige efter fredningen - og i øvrigt i farvet vand - er denne farve slet ikke så suspekt for fedtfinnerne. 

Farven magenta kan på almindeligt dansk vel bedst beskrives som rød-lilla, den har forresten været hyppigt anvendt til frimærker i forskellige lande. 

Hos en velassorteret forhandler kan man købe magentafarvede hacklefjer, måske ikke i hele nakker, men så i poser med en snes stykker. Og han bør også have magentafarvet kropsmateriale i form af silke, kunstbast og/eller dubbingmateriale. 

Den "magentaflue", som jeg selv i mange år mest har brugt under de førnævnte omstændigheder, er en Freeman's Fancy. Mønsteret blev skabt af en englænder, Captain William Freeman, omkring århundredskiftet, og er egentlig såre simpelt.

​

Tør du konsekvent forsøge dig med magentafarven, ja så er valget klart: Du binder laksefluen Chalmers.

Jeg kender ikke mønsterets oprindelse, men her er det:

I begge tilfælde kan junglecock nakkefjer sikkert erstattes af striber af brude-and (wood duck) a lá Poul Jorgensen. 

Hvorfor ikke reintroducere et par gamle klassikere? 

Poul Naundrup

Dette er også et af de gamle engelske, klassiske fluemønstre til både bækørred og havørred. Den er ikke tænkt som en kopi af noget bestemt insekt, men mere som en allround-flue, og som sådan virker den også fint, idet den kan fange fisk under mange forskellige forhold. 

Jeg har selv haft bedst held med den til havørred i forholdsvis små størrelser på dage med køligt vejr, ikke for meget vind og ret klart vand, og den er en storfanger i saltvand.

Claret & Mallard

Finn Nielsen bidrog i NL-fiskeren nr. 2 2000 med dette fluemønster.

I skrivende stund har vi den 20. maj, og de første meldinger om blankfisk fanget i Lindenborg Å er allerede indløbet. Godt nok er de ikke fanget på vores domæne. De er fanget længere oppe i systemet, men det gør jo ikke nystegne blankfisk på 4 og 6,5 kg ringere. 
Ved denne tid plejer der såmænd også at blive fanget et par fine opgangsfisk nede på vores stykker, så de første meldinger er sikkert lige om hjørnet. 
For de lystfiskere, der ikke har deltaget i kystens og Limfjordens fine havørredfiskeri her i foråret, kribler det sikkert gevaldigt for at komme ud til åen med fluestangen. Opgangen af nye blankfisk er nu for alvor ved at nærme sig, ja måske er den allerede i fuld gang, al ting har jo været tidligt på færde i dette år, uden nogen nævneværdig vinter.

Mange har sikkert også brugt tiden til at fylde flueæskerne op. Det er efterhånden ikke så lidt nyt materiale, der ser dagens lys og tilbydes forventningsfulde fluefiskere. Mange nye fluemønstre dukker også op, og favoritfluerne udvælges nøje og bindes med de sidste nye materialer. Sådan er jeg såmænd også selv. En gang imellem ærgrer det mig bare lidt, at de "gamle" fluer let går i glemmebogen, eller tilsidesættes for alt det nye. De er jo ikke blevet ringere til at fange fisk, trods det at de har fået lidt flere år på bagen. 
Heldigvis ser jeg dog af og til de samme Lindenborg Å-fiskere, som endnu sætter de gamle fluemønstre på forfanget, og ikke mindst ser jeg dem fange fine fisk på samme. En af disse fluefiskere har næsten altid en Coachman siddende som ophænger på forfanget. Dette gamle velrenommerede mønster, som var meget brugt blandt de første natfluefiskere ved åen, kan stadigvæk lande nogle flotte havørreder. Flere gange har jeg set ham lande fisk bag de andre fiskere langs brinkerne. Han er en dygtig og snu havørredfisker, som kender åen og ved hvor fiskene står. Det har selvfølgelig meget at sige i det samlede billede, men han ved også, at han kan stole på sine gamle fluemønstre. Ofte har jeg set ham befri en flot havørred fra krogen, altså ophængeren - en Coachman. Derfor er mit bud til sæsonens flue denne gang en Coachman, en let bunden flue, som fisker godt fra "den gyldne time" og så frem til daggry.

​

Bindemønster

Februar og marts måned står stadigvæk i grønlænderfiskeriets tegn, når det gælder åen. 
Det er tiden inden, vi skal en tur på kysten, mens vi venter på bækørredfiskeriet skal toppe i maj og første opgangsfisk viser sig i juni. 

Så derfor er fluerne stadigvæk baseret på det tidlige fiskeri i koldt vand og til tider også farvet vand. 

Jeg har 2 mønstrer, som gør sig godt til dette fiskeri, nemlig Jock Scott havørredmønster og Cock Robin, sidstnævnte til farvet vand. 

For de fleste fluebindere klinger navnet Jock Scott velkendt. Dette mønster kom til verden med de fulldressede laksefluer, og som med sine 52 forskellige dele af fjer, hår m.m. velsagtens blev disse fluers "konge". 

Siden er fluerne jo blevet mere enkle i deres udformning og dermed også levende 
Således også havørredmønstret til Jock Scott. Alene brugen af hårvinger har gjort det nemmere at gøre fluen levende i strømmen, samt det at det er meget få af de eksotiske fjer, der lovligt kan skaffes til veje nu om dage. 

​

Cock Robin er derimod ikke beslægtet med de fulldressede laksefluer, men er et farvestærkt hårvinget fluemønster, som med sine farver og kontraster gør sig godt i det kolde og farvede vand. Cock Robin er en flue, som kan vække slumrende grønlændere.

​

Cock Robin​

Finn Nielsen bidrog i NL-fiskeren nr. 2 2001 med dette fluemønster

​Fluen Dee Royal er første gang beskrevet i 1979 af legendariske Jan Johansson fra Sverige. Fluen stammer ikke overraskende fra floden River Dee i Skotland. Her fiske- de bl.a. Jan Johansson fluen med stort held i dette tidsrum. Det "royale" i fluen kommer fra, at fiskeriet omkring River Dee foregår i "kongeland", da den engelske kongefamilie ofte opholder sig i dette område. Dee Royal er jo selvsagt en lakseflue, så hvorfor overhovedet bringe den ind i havørredfiskeriet. Jo - det er der en meget god grund til. Min gode fiskekammerat Nils Christensen har i flere år fisket sammen med Jan Johansson og gør det stadigvæk. Fluemønstret tog Nils med hjem og præsenterede for de lokale havørreder i Nordjylland. Det skulle vise sig at være en god ide. Fisket på lange tube (rørfluer) og med meget lange vinger huggede havørrederne gerne på denne kreation. Nogen har den mening, at hvis vingerne er længere end krogen eller rørfluens trekrog, så nipper de kun i fluen. Intet er mere forkert, jo længere vinge, jo voldsommere hugger havørreden. Hugget kommer fra siden og ikke bagfra. Dette ses tydeligt når fisken går op og tager fluen med voldsom kraft. Ofte sidder fluen nede i fisken og ikke yderligt i munden. Er man ikke til rørfluer, så kan fluen også fiskes på enkeltkrog. Det er klart at vingens længde sætter begrænsninger på en enkeltkrog. Er den for lang igen, så vil vingen slå omkring krogen. Men en passende længde, ca. 3/4 længde af krogen, så går det fint - og havørrederne elsker den. Farverne sort, guld og orange passer fint til flere af vores vandløb, men om det er den udslagsgivende faktor for fluens popularitet, er jeg i tvivl om. Faktisk tror jeg mere på den lange sorte vinge, som danser forførende under vandringen fra bred til bred. Fluen er virkelig god til de første opgangsfisk her fra juni og frem over august måned. Fisk den på intermediate line, gerne lidt hurtigt og bevægende. Fluen er rigtig god i perioden fra den "gyldne time" og frem til det bliver helt mørkt. V ær forberedt på et noget voldsom- mere hug end ellers.

Knæk og bræk derude med de nye opgangsfisk.

Bindemønster. 

Vil man lave den på tube i stedet for, er opskriften den samme, men en længere vinge kan med held anvendes.

​

Finn Nielsen​

Eget Lindenborg Å-mønster

Eget mønster fra 2010, variant over grundmønster fra 2006​

Lidt mere markant profil i forhold til det oprindelige mønster. Lavet til virkelig blæsende aftener hvor en tydelig flue er ønskelig. Hacklerne tørnes over vingeroden med først et gul og derpå et sort hackle med fibre længere end det gule. Ovenpå flashmaterialerne og en topvinge plus sides af jungle cock.

​

Tekst og foto: Anders Toft Jensen​

Tørfluefiskeri efter bækørred

I NL-fiskeren nr. 2 1993 bad redaktionen en af foreningens dygtige ”juniorfiskere” Lars Bølling, skrive om tørfluefiskeri efter bækørred. LB er nu mangeårigt bestyrelsesmedlem.

Lars har neglet mangen en god bækørred- og også havørred (!) - på sine hjemmegjorte tørfluer, og det er slet ikke så indviklet, si'r han: 

Tørfluefiskeri er nok den sjoveste måde at fiske med flue på, da man stille og roligt kan udvælge sig en passende fisk, som man vil forsøge at fange. Det bedste tids punkt at fiske med tørflue på er fra maj til september, da der så er flest insekter i luften. 

For det meste er det bækørreder. man får på tørflue, men der er også af og til havørreder, der falder for fluen. For at man kan fiske med tørflue. så kræver det faktisk kun, at man har en flydeline, et tyndt forfang (max. 0,25) og så selvfølgelig nogle tørfluer. Det bør dog nævnes, at en AFTM 5 er sjovere at gå med end en AFTM 8, da fisken føles større i de små klasser. 

Fluerne til tørfluefiskeriet bør være i str. 12-14-16, men man kan sagtens bruge mindre fluer. Der er så bare større risiko for at miste en fisk, da krogen ikke kan holde til så stor en belastning. Fluerne behøver ikke at være så indviklede at binde, for at de kan fange fisk. Der kan dog være enkelte dage, hvor tørfluer med vinger er det eneste nogle fisk vil tage, men for det meste gælder det bare om at få fluen til at lande rigtigt og fiske med den rigtige farve.

En meget effektiv tørflue ved Lindenborg å er en lille brun eller sort str. 16 flue. 

Mønsteret er:​

Mønstrets farve varieres, så fluen evt. er hel ensfarvet f.eks. sort eller tofarvet.

Når man står ved åen og skal til at fiske, så skal man sørge for at gå imod strømmen, så man står bag den fisk, man vil kaste til. Når man så kaster til fisken, så skal fluen lande ca. 1-2 meter foran stedet, hvor man så fisken ringe. Derefter lander man fluen drive ned over fisken, og når den så tager fluen, så skal man sørge for at give tilslag øjeblikkeligt, da fisken ellers vil spytte fluen ud. Når man så har givet tilslaget, så skal man bare fighte fisken ind, men husk endelig på, at det er en lille flue og et tyndt forfang, så man skal ikke presse grejet for meget. 
Et meget godt tørfluestræk til bækørred ved Lindenborg å er Louisendal ved Gudumlund. Tag f.eks. derud en sommeraften og fisk med tørflue på vej opad åen, og når det så bliver mørkt så skift til vådflue og fisk nedstrøms, så slår man to fluer med et smæk. 

Knæk og bræk 

Lars Bølling​

Vinterfluen

Sæsonen er slut – nu er det tid til at efterse grejerne og forkæle hjulenes ædlere dele med syrefri olie og fedt af god kvalitet. Der skal ryddes op i de mange æsker og i vestens utallige lommer. SHIT! – i den inderste lomme dukker en lille æske op, hvis indhold bærer præg af, at have været temmelig vådt inden låget blev lukket sidst engang i september. Krogenes metal lider svært af rustangreb. Især én af æskens fluer - en knaldrød djævel – er i en ussel forfatning. Netop denne flue var hin septemberdag blevet grundigt gennemgnasket af en arrig Simested-ørred. Der er ingen vej udenom – der skal produceres nogle nye! Det skal være snart. Fluen er nemlig ikke kun effektiv i efteråret, til grønlænderfiskeriet er den næsten uundværlig! Hvad hedder så denne knaldrøde fjertot? Tja – Den kunne jo hedde Cardinal, efter den nu næsten helt glemte vådflue, der i 70’erne ofte sad i enden af mit forfang. Rød hale, rød flosskrop med guldrib, rødt hackle og rød fjervinge. I små størrelser var den dødelig for mangen en bækørred. I de følgende år eksperimenterede jeg en del med hårvingede fluemønstre i hidsige orange og røde kulører. Jeg flirtede en del med de nye hidsige fluoriserende farver – især den orange som blev iblandet elementer af guld. Der var jo en kendt wobler, der fejrede store triumfer i netop denne farvepragt. Nogen større succés fik jeg dog aldrig med mine eksperimenter – måske ikke så underligt, da mit hjemmevand, Simested Å, dengang stort set var lukket land for havørrederne, pga. Virksunddæmningen. Jeg havde helt glemt den gamle Cardinal og droppet mine hårvingede orange prototyper, da jeg skiftede adresse, og Lindenborg Å blev mit nye hjemmevand. Her erfarede jeg, at en nordjyde - Finn Nielsen - kendt bl.a. fra nærværende skrift, med noget større held havde gået i nogenlunde samme tanker som jeg. Finn havde skabt Rapala-fluen – og den var (og er) en storfanger. Finn’s flue blev hurtigt fast beboer i mine flueæsker. Efterhånden har jeg ændret lidt her og der, så at kalde fluen herunder for Rapala-fluen, vil ikke være helt korrekt. Jeg kalder den simpelthen for Den Røde.

Bundet på en saltvandskrog er Den Røde ikke noget dumt valg i Mariager Fjord ved vintertide – enten i enden af flueforfanget eller som ophænger over kystblinket. - Og indrømmet: Den er voldsomt meget knaldrød!!

Knæk og bræk - Brandt
Den Røde

Det er en flue som har sin oprindelse nede fra Sønderjylland af, nærmere betegnet ved Gelsåens bredder.

Når jeg går langs vores dejlige Lindenborg å med min fluestang så vælger jeg omkring 10 fluer ud blandt alle mine fluer, det er så dem jeg satser på den dag.
Blandt de 10 fluer jeg udvælger vil "Den Våde Høne" altid være at finde, hvis alt andet kikser så bliver Den Våden Høne sat på, den har gennem tiderne givet mig mange pæne fisk.

Jeg binder den på følgende måde:

Knæk og bræk
"Dyrepasseren"

Atter bringes en flue, der først og fremmest er tiltænkt laksen, men som også vil kunne lokke Lindenborgs havørreder over evne.

Fluebindingens verden er bestemt underlagt diverse modeluner. De seneste år er et af de heftigste og mest populære modeindslag, at havørred- og laksefluer skal have vinger af skindstrimler – ofte de såkaldte kaninstrips. Ud over kanin bruges skind fra ræv, mink, egern samt ikke mindst det lækre, bløde bisamrotte-skind. Strimlerne skæres som regel tilspidsede, således at strimlen er bredest foran ved nedbindingsstedet. De bindes kun fast foran – og altså ikke i matuka-stil. Ved selve indbindingen skal strimlen gå et stykke ud over krogøjet, således at der kommer maximal fylde i vingens forreste del. På den måde opnås en vingeprofil i udpræget dråbefacon, hvilket, i kombination med det bløde materiale, giver en særdeles levende flue.

Ophavsmanden til Det gule Lyn er K. B. Jakobsen, der er en af landets skrappeste fluebindere. De, der følger lidt med på ”nettet”, vil også vide, at han forstår at bruge sine fluer. I hans hjemmevand Storåen er det bl.a. blevet til en vaskeægte storlaks.

Netop hans gule lakseflue er blevet kult i brede kredse. Så meget kult, at det originale vingemateriale har været umuligt at opdrive, men det skulle være på hylderne igen. Der er dog stor kvalitetsforskel på skindene/strimlerne, så man skal se sig for. Nu om dage er fluemønstre ikke noget, der altid følges slavisk. Det aktuelle mønster er set i utallige variationer – først og fremmest er vingen p.g.a. leveringsproblemerne set i forskellige fremtoninger. Det originale skind er gult med orange tværstriber. Som erstatning bruges et gult skind med orange spidser og sorte striber. Det giver fluen et noget mere orange udtryk, men fangstegenskaberne er stadigvæk i behold. Det er den orange version, der er vist her.​

"Dyrepasseren 65"

I forbindelse med min 65 års fødselsdag forærede min fiksekammerat Kaj Iversen 3 stk fluer som han havde kreeret og dybt "Dyrepasseren 65". 
Året efter forbedrede vi den ved og tilføjer den Jungle Cock på siderne, lige som den der er afbilledet og den kalder vi for "Dyrepasseren 66"
Den har vi nu afprøvet de sidste par år ved Lindenborg å, forår, sommer og efterår og den har givet pæne fisk på alle årstider.

Den er bundet på følgende måde:

Knæk og bræk
"Dyrepasseren"

Finn Nielsen bidrog med dette fluemønster i NL-fiskeren nr. 4 2000

​For nogle år siden var der en artikel i Sportsfiskeren om en flue kaldet Egg Sucking Leech. 

Frist oversat til dansk: Rognsugende igle! Min gode fiskekammerat Kjeld tog dette mønster op og præsenterede efterårets havørreder i Voer A for denne flue. Det var en stor succes, og siden har fluen oftest siddet som endeflue under fiskeriet om efteråret i Voer Å og Lindenborg Å for os begge. Således også i 2000 og den svigtede ikke, fine fisk i begge vandløb måtte overgive sig. Hvorfor den er så populær hos fiskene var lidt af en gåde. Fluemønstret var fra USA, og mig bekendt havde vi ikke rognsugende igler i Danmark - og dog. En anden god fiskekammerat kunne fortælle mig, at der faktisk var en del igler i eksempelvis Voer Å - ikke rognsugende - men trods alt sorte igler, altså var fiskene ikke fremmede over for denne efterligning.

​Fluefiskeri efter grønlændere er praktiseret med stort held igennem mange år i Lindenborg Å. Når jeg bringer den ind i grønlænderfiskeriet, så er det fordi den af omtale skulle være god til grønlænderne, og fordi den allerede har bevist det til fulde. Kjeld og jeg gik en mild vinterdag ved åen for nogle år siden. Der var meget vand i åen. Ingen af os havde rigtig mærket noget efter to timers fiskeri. Jeg tænkte at Egg Sucking Leech måtte stå sin prøve. I de næste syv kast fik jeg fem grønlændere (to over målet). Nu kunne det jo være en tilfældighed, eller blot det at man havde fundet en stime. Men - nej, den var god nok, tiden og årene efter har givet mange fine grønlændere. Dog oftest når vejrliget har været på den rigtige side af 0 grader. Fluen er meget svær at gengive på billeder, da den fuldstændig skifter udseende i vandet. Når fluen er i vandet bliver den til en lang sort streg og et rødt hoved, det er næsten umuligt at vise på billedet, når man også skal kunne se hvad fluen består af. Husk at fluen også er utrolig god til efterårets fiskeri j åen, gerne når der er meget vand og det er farvet. Fluen er utrolig simpel at binde og med få materialer.

​Bindemønster 

Sæsonen i åen er slut, men mon ikke mange af foreningens medlemmer fordriver nogle af de sparsomme lyse vintertimer i Mariager fjord eller i andre småsalte fiskerevirer, hvor blanke havørreder er at finde på denne tid? Små hvide eller lyserøde fluer sidder ofte i enden af forfanget som lokkemiddel til disse fisk.

I de seneste år har Pattegrisen, der vist ikke behøver nogen nærmere præsentation, gået sin sejrsgang rundt omkring på de danske kyster. Den er en rigtig solid mundfuld for en sulten fisk – men i det kolde vintervand er fiskenes stofskifte lavt, og det samme er deres appetit. Derfor skal fluerne gerne være mindre. Så kan man vel bare binde en lille Pattegris? Jo, det kan sagtens lade sig gøre, men man kunne vel også bare binde ½ Pattegris – det må da være nemmere!

Krogen skal være kortskaftet til denne flue. C47SD Shrimp fra Mustad fås de fleste steder, og den krog passer i str. 8 ideelt til Den halve Pattegris - (evt. str. 6)

Derefter endnu en smule krop af samme SLF-dubbing som før.
Rygskjold (eller ”pandehår”): et bundt Fluorofibre i farven salmon bindes ind midt på fibrene lige bag krogøjet, hvorefter den halvdel, der ligger fremad over krogøjet, bøjes bagud og bindes ned. Her laves nu det, som på andre fluer kaldes hovedet, men som på denne flue retfærdigvis må kaldes ”den indre vom”. Denne legemsdel bør afpasses i længde efter den valgte ”Swing-tube-krop” (se næste punkt). Nu klippes pandehåret skråt af i passende længde. Hvis fibrene holdes skråt opad med den ene hånd og saksen holdes vandret, så får fibrene ikke alle samme længde. Man kan vælge at efterlade et par af pandehårene meget lange som et par ekstra antenner, hvis man syn’s.

Fluen er sådan set færdig nu. Rejens bagkrop udgøres af en såkaldt Swing-tube, der er en form for ”løsthængende krogstyr”, der anvendes til rørfluer i situationer, hvor man ikke ønsker en fikseret krog. (Dimsen er genial til langvingede rørfluer, hvor vingen ved anvendelsen af løsthængende krog aldrig fanges under krogen). Jeg er glad for den helt klare model af Swing-tuben, da den giver et transparent look, men hvis man mener, at de vintersøvnige fisk skal chok-fristes, så skifter man bare til en fluo-orange tube! Mine Swing-tubes er fra Propellerfly og størrelsen er 10mm.

Fluen kan naturligvis bindes i de farver, som man ønsker. En grå-oliven udgave ser i mine øjne også fornuftig ud. Da fluen nu præsenteres i en å-forenings spalter, så skal det siges, at kystfluer faktisk fanger fortrinligt i åen. Det er for pokker de samme fisk! Kystfluen Brenda er et herligt eksempel på en flue, der i diverse udgaver bliver dyppet i grumset åvand. Men for mere konservative å-flue-fiskere, der ikke mener, at å-rejefluer kan være lyserøde (Chillimps, GP, Irlandsfluen, og alle de andre er jo orange), så har jeg bundet et par Halve Pattegrise i traditionelle ferskvands-rejeflue-farver. Jeg tror, at de vil fungere fortræffeligt til forårets grønlænderfiskeri. Ud over den ændrede farve, så har jeg ændret krogen til en modhageløs ferskvandskrog for at skåne de ofte lidt for små fisk. Krogen er fra Tiemco og hedder 2499SP-BL. str. 10 og 8 vil fungere fint. Denne krog er desuden fremragende som rørfluekrog, hvor jeg oftest bruger den i str. 8 og 6. Fiskene falder IKKE af, selvom modhagen er væk!

I dag anvender mange fluefiskere Rapalaknuden til fluemontering, således at fluen sidder frit bevægeligt i en løkke. Det kan man ikke med Den halve Pattegris. Til gengæld vil fluen altid sidde korrekt i linens forlængelse – ingen skæve knuder her. Selv vil jeg oftest anvende en ”femmer-stang” til fiskeri efter små blanke havørreder – hvad enten det er i det salte eller i åen. Dertil en ikke for kraftig forfangsspids. Af denne grund giver fravalget af Rapalaknuden ikke anledning til bekymring hos mig.

Fluen er, modsat den originale Pattegris, bundet uden belastning. Da knuden er beskyttet af Swing-tuben, kan man roligt montere et messinghoved eller et conehead løst på linen foran fluen. På den måde kan man frit variere eventuel belastning. Hvis situationen kræver belastning, vil jeg foretrække at bruge et conehead, da det nemt kan fores med en stump rørflue-inderrør, for maksimal beskyttelse af linen.

Take it - or leave it!
Knæk og bræk
Brandt

Jørgen Brandt bidrog i NL-fiskeren nr. 1 2003 med denne flue

​Denne måneds flue er en rejeflue. De fleste fluefiskere vil straks tænke på kystfiskeri, når en sådan flue er på plakaten. EZ-rejen fungerer også særdeles glimrende i saltvandet, men en rejeflue vil bestemt heller ikke være et dårligt valg til åens grønlændere. Materialer og farvevalg kan ændres efter forgodtbefindende afhængig af det for hånden værende materialeudvalg. Oplagte alternativer skrives efterfølgende i parentes.

​EZ-rejen

Finn Nielsen bidrog i NL-fiskeren nr. 1 1999 med dette fluemønster

For nogle år siden havde et par af vores venner lånt et sommerhus, hvis beliggenhed var lige op ad Jordbro å og Fiskebækken. To små vandløb der løber ud Hjarbæk Fjord. Vi skulle være der en forlænget weekend og naturligvis var fiske- stængerne med, vi var jo mindre end 25 km fra Karup å, så det skulle selvfølgelig udnyttes.

Under en kaffepause ved kanten af Karup å, kom vi i snak med et par af de lokale, det var et par ældre herrer, som havde fisket mange år ved Karup å. Snakken faldt selvfølgelig på valget af fluer, mange synspunkter blev diskuteret og vi sugede alle de guldkorn til os, som de øste ud af. Pludselig siger den ene: "Når nu I til dag- lig fisker i det nordjyske, så må i da også fiske meget efter grønlændere, når tiden er til det" - "ork ja, det er en stor del af vinterfiskeriet oppe ved os", svarede jeg. Resolut hev han flueæsken frem og sagde "kender du den? Hernede kalder vi den for fasanen" - "Næh, ikke helt" fremstammede jeg, for faktisk havde jeg set noget, der lignede den til forveksling på et tidligere tidspunkt, da en af mine fiskekammerater havde haft et eksemplar, der lignede med hjem, fra netop Karup å for flere år siden. "Tag du den med hjem, og se om den ikke også kan fange grønlændere i det nordjyske" sagde han, mens han rakte et eksemplar af fluen over til mig. Jeg takkede ham og sagde til ham, at den nok skulle komme til at stå sin prøve i den kommende grønlænder sæson. "Ja, det er godt min ven, men jeg mangler at sige en ting til dig. Den skal først bruges, når sne og is render af kanterne, altså først når vi kommer hen sidst i februar og marts, hvor der er lidt mere lune i luften - da er den bare god" afsluttede han. 

Jeg huskede ordene og ventede til den kommende vinter, som selvfølgelig blev hård og streng, men til sidst fik den chancen - og den virkede helt efter hensigten. Vi har i år haft en rimelig mild vinter, og derfor tror jeg på, at denne flue kan give en grønlænder eller to, her inden grønlænder- sæsonen lakker mod enden. 

Fluens hackler, som er af fasan saddelfjer, findes i rigelige mængder overalt, men jeg vil give et lille fif. Mange af de fasaner, vi normalt kommer i kontakt med, er efterhånden efterkommere af de mange udsatte fasaner, der er opdrættet i fangenskab og udsat i jagtøjemed. Vi har stadigvæk rigtige skovfasaner, og kender i jægere som skyder sådan et eksemplar, så få fat i fjerene fra disse fugle, de er meget mere kontrastrige i deres mønstre og derfor bedre egnede til fluebinding, men der er ikke noget til hinder for at bruge de almindelige.

Denne flue stammer lige som Lindenborg 1 og 2 fra Lindenborg Å. Mønstret er designet af vort mangeårige medlem Ove Nielsen i tiden lige efter 2. verdenskrig. Efterfølgende er mønstret blevet et af de kendte blandt de jyske havørredfluer, på samme måde som Lindenborg-fluerne. 

​Ove Nielsen fortæller at det var en af de typer fluer de selv bandt umiddelbart efter 2. verdenskrig, da det var nærmest umuligt at få importeret fluer til Danmark.​

Som alle fluer med fluorescerende farver, skal man være varsom med at bruge denne, idet jeg har indtrykket af, at den ved normal belysning, virker mere skræmmende end lokkende, men i meget farvet vand og ved dårligt lys, enten på grund af skyer eller tusmørke, er den helt rigtig, og har gennem årene bragt flere "pokalfisk" på land.

Fluo Grizzly

Nogen fluer har en særlig evne til at sætte et blivende aftryk i fluefiskerhjernens billedarkiv. Hvad er det, der afgør om billedet af en flue enten fæstner sig – og ikke hurtigt forsvinder i glemslens tåger? Det kunne være en mindeværdig fangst på mønsteret, man kunne have fået fluen ved en særlig lejlighed eller måske har fluen af uransagelige grunde givet beskueren lovning på storfangst så såre, som fluen blev dyppet. At denne flue satte sig fast i en ung knægts hoved skyldes helt sikkert den noget aparte farve, der prydede hacklet – magenta! Dengang havde fluebinderens palét naturens nuancer – slet ikke som i dag, hvor fluemønstrene nærmest konkurrerer i mest fantasifuld farvepragt! Og sandheden må frem – jeg har endnu ikke fanget en storfisk på fluen. Dog ved jeg, at andre har været dygtigere i deres anvendelse af den smukke skabning.

Freeman’s Fancy

Erfarne fluefiskere har naturligvis for længst genkendt fluen som Freemans Fancy. Det magentafarvede hackle afslører den straks. Fluens oprindelse skal søges i det britiske. Som mange andre af de klassiske vådfluer, fungerede Freemans som en af søfiskernes favoritter. Senere har den været bundet som både havørred- og lakseflue. Her i det jyske var den engang særdeles udbredt netop til havørrederne. I dag ses den kun sjældent i brug, hvilket er lidt synd, da fluen, trods den modige farvesammensætning, tager sig ret godt ud. Den vil være et godt valg i den gyldne time når sommeren atter er over os. Vælg den f.eks. i str. 8 eller 10 og snig dig ind på byttet. Hen over efteråret vil den også være et godt valg – måske i en lidt større udgave.​

Egen variant fra 2009

Vingen laves dråbeformet ved at binde materialerne mere flad end høj. Det vil sige at de enkelte lag materialer spredes ud som et halvtag over de underliggende lag. Undtagelsen er vingens nederste lag af de stive brune hår. Det bundt bindes på så det sidder på krogens overside som en normal vinge. Alle lag af hårmaterialer er tynde sparsomme bundter for at gøre vingen luftig. Vingen bygges op så materialerne der bruges tiltager i længden. Det er med til at lave dråbeformen på den færdige flue. Dråbeformen opstår således ved at sørge for at materialerne fordeler sig helt ned på siden af krogen eller røret. Ses fluen nedefra ses dråbeformen derved tydelig. Et mønster der virker godt i lyse nætter med månelys og stjerneklar himmel. Jeg har haft held med fluen i ganske små størrelser hvor det er forbavsende lidt der skal til for at lure en ørred under de nævnte forhold.

​

Tekst og foto: Anders Toft Jensen​

Egen variant Anders Toft Jensen​

Det oprindelige mønster af James Wright har en hale af crest og rød Ibis (totalfredet fugl) og et fronthackle af lys blå perlehøne.

Desuden består vingen af rød og gul bucktail og har ikke sider af  jungle cock. Tip, tag, krop og rib er på min variant identisk med originalmønsteret.

​Fluen er meget effektiv i stærkt farvet vand og har de hidsige provokationsfarver, der er effektive om efteråret og om vinteren til grønlænderfiskeriet. Rørflueudgaven bindes med en hale af nederst rød og øverst gul polarræv eller tempelhund. Tip og tag er bundet ovenpå den del af silikoneslangen, der går opover røret. Vingen på rørfluen er opbygget som den almindelige udgave bortset fra, at der er lagt et bundt rødt Angle Hair over den røde undervinge og både undervingen og det røde Angle Hair er bundet dobbelt (forklaring senere i teksten). 

Fluen er en rigtig provokations flue med sine kradse farver og det store pulserende Spey hackle. Mønsteret har i mange år været en storfanger til laks, men havørreder finder også denne flue meget spændende. Om efteråret er det mest givende fiskeri ofte henlagt til døgnets lyse timer. Da kommer de forskellige farver i fluerne rigtigt til deres ret. Om natten er det ofte mere vigtigt at have en flue hvor der er indbygget en god kontrast imellem de forskellige farver fluen er sammensat af. I små størrelser er fluen glimrende til grønlænderfiskeriet samt til stealheads – de havgående regnbueørreder, som elsker fluer med røde og gule farver. Prøv fluen til dette fiskeri ligeså. Der opstår indimellem forhold hvor der virkeligt er brug for at få fluen hurtigt ned igennem en kraftig overfladestrøm. Til det formål er de koniske messinghoveder, der limes forrest på røret på rørfluen særdeles velegnede. Coneheads, som de kaldes, fås i forskellige størrelser og både i metal og farvede udgaver. En stor fyldig rørflue på et plasticrør kan være umulig at få ned i vandet i hård strøm så et conehead kan være løsningen. 

Fluen laves på følgende måde: Jeg binder de fleste rørfluer til det hjemlige havørredfiskeri på vatpinderør eller 2 mm plastrør da de er meget tynde og jeg derfor kan lave en relativt tynd og slank krop på fluen. Alternativt bruger jeg også F.I.T.S. rør, som er lavet til at krogen kan gå direkte op i enden på røret uden brug af silikoneslange. Drejer det sig om fluer med coneheads binder jeg dem på et færdigt sæt med et 2 mm inderrør, der passer til diameteren på hullet i coneheaden. Et stykke inderrør på et par cm påføres sekundslim og skubbes herefter 1 cm ind i yderrøret. Fluen bindes som normalt og til slut skubber jeg det tunge hoved ned over det tynde stykke af inderrøret der stikker ud og varmer med en lighter en lille krave, der holder hovedet på plads. De helt mindste størrelser af coneheadfluer binder jeg direkte på et 2 mm plastikrør.​

E.G.M. bidrog i NL-fiskeren nr. 2 1993 med dette fluemønster. Den brignes som en ny inspiration til at vi igen kan få Geddepokalen i omløb.

Som det fremgår af SB's artikel i martsnummeret, og yderligere bekræftet ved el-fiskeri her i foråret, hvor der blev opfisket ca. 100 gedder, som nu går og hygger sig i nogle søer ved Brønderslev, er bestanden af gedder i Lindenborg å blevet rigelig stor. Så lad os gøre noget ved det! 

Man kan slå flere fluer med et smæk ved at bruge en geddeflue. 
For det første giver en stor gedde en virkelig god fight på en fluestang. For det andet, gør man en god gerning ved at fjerne den fra åen. Og endelig er en gedde fra et rent vand som vores å, trods manges skepsis, en herlig spisefisk. 

En kogt gedde med pillekartofler, smeltet smør og reven peberrod er en herreret, og man får ikke bedre frikadeller end dem af geddefars. 

Flue til gedder skal helst fylde godt i vandet, den må gerne være i kraftige, iøjnefaldende farver, og helst være af materialer som virker levende og bevægelige i vandet. 
Og det er værd at huske, at gedden synes at foretrække mønstre der virker stribede eller plettede. 

Der er her rig mulighed for enhver »hjemmebinder« til at udnytte sin fantasi, og selv kreere alle tiders geddefanger.

Nedenstående mønster har jeg selv haft gode resultater med, og kan derfor anbefales.

Fluen skal fiskes langsomt, og især føres i små nøk op tæt langs bredder og grøde- kanter, det er her gedden står.

Så skal man i øvrigt ikke blive alt for forbavset hvis en stor havørred falder for fristelsen og hugger på geddefluen, men i så fald koster det en bøde på mindst en omgang øl til undertegnede. 
E.G.M.

Fluen blev først bundet for nogle år siden, i en sæson hvor vandet, på grund af gravearbejde i åen, var meget farvet af mudder og slam. Tidligt om morgenen fik jeg enkelte fisk på en kraftig, helt sort flue, men op ad formiddagen, hvor forureningen tog til, synede denne åbenbart for lidt i vandet, hvorfor jeg bandt en med stærke kontraster, og den virkede! Senere har jeg flere gange fået fisk på den i stærkt misfarvet vand.

Gedehamsen

Dette er en ret ny tilgang til mine fluer. Jeg har igennem flere år med mellemrum set den omtalt i de engelske tidsskrifter i forbindelse med deres "Stillwater Fishing" og regnet den for en af de sædvanlige uhyrligheder til regnbuer i Put and Take fiskeri, indtil jeg tilfældigt så den beskrevet som en højt estimeret havørredflue fra det vestlige Irland. Så bandt jeg nogle stykker og prøvede den, og den har faktisk overrasket ved sin fangstevne, især i nogenlunde rent vand og med gråt, hængende vejr. 
Det anbefales i den irske opskrift at binde den på dobbeltkrog, det har jeg prøvet og også med held, men den er faktisk ideel at binde på en trekrog, så det bruger jeg nu.

Goats Toe

Oprindelig var kroppen rød uld ribbet med påfugleherl, men da dette viste sig at være for sart byttede man om på de to dele.

God Nat fluen er nok den bedst kendte danske havørredflue. Ikke mindst takket været den strålende fortæller og fisker Poul Wellendorfs navn. 

Desværre ser man flere "professionelle" danske fluebindere tilbyde fluer under dette navn, uden at følge bindemønstret helt, og bliver man præsenteret for en "God Nat" med kun en helt hvid vinge og et helt sort hackle, bør man afvise den, idet selve ideen med fluen er spoleret. 

Alle de foreskrevne ingredienser i fluen tjener et formål, og ingen kan undværes. Hele tanken bag er jo, at fisken skal se en hel flue uanset baggrunden. Altså en hel sort flue mod den lyse himmel, og en helt hvid flue mod en mørk brink.

God Nat Fluen

E.G.M. bidrog i NL-fiskeren nr. 3 1994 med dette specielle fluemønster.

​En af den nyere tids videnskabelige gennembrud er gensplejsning, hvorved man, ved at anvende de bedste arveegenskaber fra flere forskellige planter eller dyr, søger at fremstille en superart. 

Det var derfor indlysende, at jeg forsøgte at overføre teknikken på en flue, og resultatet viste sig også at svare til forventningerne. 

Da både Godnat fluen og Muddler Minnow er kendte som sikre fangere til natfiskeri, var det et naturligt valg at splejse disse to, og afkommet heraf blev så en "Godnat Muddler".

​Bindemønstret er: 

Fluen fisker bedst på en Sinktip eller Intermediateline, således at den går højt i vandet, gerne så højt at den laver en svag bule på overfladen nedefra, men uden at stribe. 
Som nævnt er Godnat Muddleren egentlig tænkt som en natflue, men den kan også være meget effektiv på en dag med oprørt og noget farvet vand, så skal den dog fiskes noget dybere. 

Med vanligt ønske om uheld 

​E.G.M.​

Eget mønster fra 2009

Mønster til farvet vand i overskyet vejr.

​Tekst og foto: Anders Toft Jensen

Jørgen Brandt bidrog i NL-fiskeren nr. 1 2002 med denne flue

​Marts måned betyder premiere i mange af vores åer. Ved enkelte af åerne dyrkes stadigvæk et målrettet fiskeri efter de store nedgængere, men for de fleste lystfiskere er premierefiskeri naturligvis synonymt med grønlænderfiskeri. Netop til dette formål er månedens flue et godt valg. I de større krogstørrelser har fluen desuden alle forudsætninger for at blive en storfanger, når de store havørreder skal lures i de lyse sommernætter.

​Green Butt

Det er tydeligvis ikke den udgave af Green Butt mange laksefiskere kender. Denne model er oprindeligt en amerikansk steelhead-flue, men det ved de danske grønlændere heldigvis ikke!

Denne flue blev bragt i NL-fiskeren nr. 4 1999. Der var ingen ophavsmand nævnt til den, men et godt gæt er Finn Nielsen.

​I skrivende stund har vi lige taget hul på julemåneden, og hvor børnene sukker efter sne, så kan vi andre opleve temperaturer, som var det forår. Godt nok er der rusk i de nøgne træer, faktisk er der lige meldt storm til weekenden, men de overraskende temperaturer har gjort det muligt at fiske ved kysten. 

Faktisk er det mindre end en uge siden, at jeg halede fine blanke grønlændere op af Mariager Fjord. 

Det er en skøn oplevelse, når man ellers er vant til at skulle vente til den 16. januar, og først der får dyppet fluen igen. 

Vinteren - den bliver mild eller hård og streng - ja, det må tiden vise, men den skal være meget hård for at stoppe lystfiskerne på premieredagen. 

Kommer man for andet end de "gule ærter" og den hyggelige snak: med fiskekammeraterne, så er det også dagen, hvor de sølvblanke grønlændere ikke har set agn i lang tid. Dette er som regel udslagsgivende i mange hug og fisk de første dage. 
Fluefiskeri om vinteren er af mange udset til, at være noget som er totalt håbløst - kun rogn eller orm dur - mener de, men sådan er det nu ikke, langtfra endda. Fisker man efter forholdene, så er fluen absolut lige så god som andre agn - nogle gange endda bedre. 

Fluen jeg har valgt til premieren er "noget af det mest simple der findes, men samtidig særdeles effektiv". 

Fluen er en variant af mønstret Grenadier af den engelske Dr. Bell. Det er et flue-mønster, som mange nybegyndere stifter kendskab med, når de skal binde deres første flue på fluebindingskurserne - let og enkel, men alligevel drøn effektiv over for grønlænderne. 

Jeg binder og fisker med to variationer af fluen. En meget let bundet variant til fiskeri under milde forhold med rimelig klar vandstand. 
Herforuden en mere fyldig og "spraglet" udgave til den koldeste tid, og med farvet og høj vandstand. 

Fluerne fiskes langsomt og dybt fra bred til bred, træk gerne lidt i linen og lad så fluen falde tilbage igen, dette udløser ofte hugget. 

Vel mødt, samt knæk og bræk på premieredagen og tiden derefter.

​Grenadier Variant. 

Grey Drake er et af disse fluemønstre, der er så gammelt at man ikke kender ophavsmanden dertil, den er bundet for at efterligne den store maj flue, Emphera Danica, i dennes sidste stadie (Spinner), som sådan har den aldrig været særlig populær, men til gengæld har den, i lidt større størrelser, vist sig som en fortrinlig havørredflue. 
For mig har den virket bedst i lidt lyst vejr med en kraftig vind til at kruse overfladen, og gerne lidt farvet vand, den er også særdeles brugbar til nattefiskeri. 
Jeg har et par kammerater der ikke bruger anden flue hele sæsonen igennem, og de får deres part af fiskene.

Grey Drake

Efterårsfluen

Indian summer – fænomenet, der til stor glæde og fornøjelse for alle os der foretrækker udendørs sysler, gennem de senere år ofte har præget efteråret med masser af varme og solrige dage. Om vi har sol og varme til gode efter den nys overståede tropesommer er nok et spørgsmål – men vi har da lov at håbe. Luften er klar, vandet ligeså og solen bader ådalen i skarpt lys. Enkelte kridhvide skyer driver adstadigt over den høje blå efterårshimmel. Det kan være vanskelige forhold, men åen er fuld af fisk, og flere af dem er forhåbentligt rimeligt ”friske”. Grejet er let – måske kun klasse 6 og forfangspidsen er 0,23 af bedste kvalitets fluorocarbon. Det gælder om ikke at skræmme fisken. Fluer er en diskret sag i str. 10 eller 12. Diskret? Ja, der indgår ganske vist elementer af fluo –limegrøn, men under vandet mellem pindsvineknop og vegetationen på bredden virker den ret afdæmpet. Det gråspættede hackel og de grå rævehår omslutter og dæmper yderligere. Grey & Green er mange moderne lakse- og havørredfiskeres førstevalg på de svære solrige og klarvandede fiskedage. Den har henvist den legendariske storfanger Green Highlander til en lidet flatérende position i et glemt hjørne af flueæsken!

​Grey & Green​

Når regnen har pisket ned i længere tid, og vandstanden stiger i åen, bliver vandet letfarvet. Da kan det være effektivt at fiske en flue tæt ved bunden på en synkeline. Havørrederne kommer trækkende op i de dybe render og stiller sig de steder, hvor det kræver mindst energi at stille sig. Fluen må under disse forhold med grumset vand samt hård overfladestrøm gerne være bundet slank og med ekstra synlige materialer. Jeg bruger den under forhold med klar mørk nattehimmel. Den lyse farve gør den god til fiskeri i både månelys og i mørkere nætter, men hvor fluen fiskes tæt langs udhængende vegetation og grene, der dækker åen med mørke skygger. Måske fordi fisken der ser fluen ind mod en mørk baggrund og ikke kun op mod himmelen. 

Den Grønne Slørhale har indimellem givet mig en fisk under disse forhold. Så snart vandet på ny begynder at falde og blive klart, mister fluen sin tiltrækningskraft. Måske er det på grund af de mange reflekterende materialer, der godt kan virke mere skræmmende end tillokkende på ørrederne i klart vand. Fisken hugger ofte hårdt og kontant på yngelimitationer. Den seneste ørred, jeg tog på denne flue, blev samtidig så arrig, at den selv sprang på land. At vingen er lang gør ikke noget. Ofte tager havørrederne de store fluer på tværs i munden. Krogen er derfor normalt inde, hvor den skal være. Nemlig i munden på fisken. Mønsteret har jeg haft flere år i æsken. Den blev til under min søgen efter en farvesammensætning, der var synlig for fisken i beskidt vand. Desuden skulle den være god i de lyse nætter. De lyse farver var derfor et gennemgående tema for denne flue. Da den skulle navngives, tyede jeg igen til assistance fra min gode ven Ulla Hellemann, der mente, den lignede en akvariefisk. Efter hendes udsagn fik fluen derfor navnet Den Grønne Slørhale. Fluen fanger - også uden lidt kvindemagi - ganske godt, når der er tale om helt friske havørreder, der kommer direkte fra havets spisekammer. Den kan udmærket bindes på en streamerkrog, hvis en mindre flue er ønskelig.

​Mønsteret med epoxyøjne er modellen til synkelinefiskeri.​

Der findes et utal af varianter over KB's Gule Lyn. Denne version har fået hale, da det er en krogflue, og jeg synes, at det lilla indslag ser dejligt frækt ud sammen med det gule og orange. Alt i alt en rigtig lille frækkert til det kolde åvand her først på sæsonen.

K&B JB​

Fluen er inspireret af "Black Bear", Flygtigt set ligner den en hel del, menjeg har udskiftet materialerne, og flyttet sigtepunktet, den fluorescerende uld-butt, frem til hovedet. Den er ofte god i helt uklart vand og regn- eller gråvejr.

Guløje

Hagebro Fluen (eller Karup Fluen), er ligesom Skjern Fluen udviklet af lokale fiskere ved et bestemt vandløb, hvor den har vist sig eftektiv og derfor er blevet populær.
Da den også har bevist sin tiltrækning i de fleste andre havørredvande. er den nok værd at indlemme i samlingen. Som et mønster, der bindes af individuelle mennesker, vil man se mange variationer over emnet. F.eks. kan halen være enten guldfasan eller uld, kroppen kan være af uld eller silke, ribben sølv eller guld, og vingen enten fjer eller hår, men den gennemgående farvevirkning er den samme. 

Nedenstående bindemønster er så vidt jeg har kunnet konstatere, det mest brugte, og i det mindste så virker det.

Hagebro Fluen

(Baggrundsmotivet er efter bladet ”Lystfiskeren” nr. 2. dec. 1957. 1. årg, s. 9.)​

I den dejlige bog ”Langs Karup Å” af Niels Mogensen fortæller Poul Falkenberg at Hagebrofluen blev skabt i vinteren 1952-53 hvor han selv og C. H. Petersen ledede et fluebindingskursus i Skive Lystfiskerforening. Mønsteret blev til ved leg med lidt overskudsmaterialer. Den kendte fluebinder og lystfisker, Poul Falkenberg, bandt herefter utallige eksemplarer af fluen, som han forærede til medlemmerne af fiskeforeningen som julegave. En klassiker blev hermed født og opkaldt efter vejbroen Hagebro, det gamle vadested over Karup Å. Det oprindelige mønster foreskrev en vådfluekrog af mærket Mustad i størrelse 2-6. Desuden brugte de enten hvid svane eller gås som vingemateriale. Kroppen angives i nyere bøger (se kildehenvisning) værende opbygget af rødt uldgarn. I det mest uddybende og grundige kildemateriale om Poul Falkenbergs fluer (Mogensen, ”Langs Karup Å”) fortæller Hr. Falkenberg, at fluen oprindeligt havde sølvrib. I samme bog men nogle sider senere angives Hagebrofluen bundet med flad rund guldtindsel, smalt (oval gultinsel – small). Hvad der så er sandheden må stå hen i det uvisse, og må som sådan af læseren opfattes på nogenlunde den måde, at fluen kan bindes med begge farver.

​Mønsterbeskrivelse fra 1958, af Ipse Dixit (se kildehenvisning). 

Hår som vingemateriale havde allerede været kendt, og meget anvendt i adskillige år i USA, da Hardy først i trediverne lancerede Hairy Mary som en nyhed. Fluen, der egentlig blot er en forenkling af den velkendte Blue Charm, blev i begyndelsen tilbudt som „Low Water” lakseflue efter A.H.E. Woods’ opskrift, men det viste sig snart, at den også var meget velfangende, både til laks og havørred, i normal binding og i forskellige størrelser, afpasset efter forholdene. Den virker bedst let klædt og slankt bundet på lette enkeltkroge.
​
Hairy Mary

Jørgen Brandt bidrog i NL-fiskeren nr. 4 2003 med denne flue

Hårvingede fluer fik for alvor ”vind i sejlene” for ca. 40 år siden. Indtil da måtte fluebinderne udstyre deres kreationer med de noget mere genstridige fjervinger. Resultaterne blev ikke altid lige efter hensigten. Da enhver fluebinder, selv med ti tomler, kan indbinde en nydelig hårvinge, og hårvingerne desuden ikke fangstmæssigt står tilbage for fjervingerne, er det kun naturligt, at den nye trend slog an. I dag er de fleste klassiske mønstre blevet udstyret med hår i stedet for fjer.

Denne måned’s flue var en af pionerene i denne proces. Som i sidste måned skal vi til Skotland. Atter drejer det sig om en grejhandler, John Reidpath, og igen var fluen tiltænkt laksene. Hvor materialet til vingen denne gang stammer fra, skal jeg ikke kunne sige, men man kan jo tænke sit!

​Hairy Mary, der i virkeligheden var en radikal forenkling af den fulddressede lakseflue Blue Charm, gik hurtigt sin sejrsgang verden rundt. Det er en virkelig allround-flue, der fanger laks og diverse ørreder under de fleste forhold.

Lokalt Lindenborg Å-mønster af Preben Boje Hansen

Som med mange andre fluer var mønsteret oprindelig ikke udrustet med vinge. Det første eksemplar var nymfe beregnet til bækørredfiskeri. Da sidegevinsten indimellem bestod af en blank havørred, udviklede,
fluen sig til den form, den har i dag.

​Anders Toft Jensen​

I vore tider oversvømmes fluefiskerne af nye og revolutionerende fluemønstre – ofte er der tale om helt nye fluetyper. Enkelte af disse får et heftigt, men ofte kortvarigt liv, og kun meget sjældent får de rigtigt fodfæste på sigt. Men ét er sikkert – mange af de gamle mønstre, der i fin stil har holdt ud gennem mere end 100 år, er nu i alvorlig fare for at glide ud i glemslernes tåger. Det drejer sig især om de mange mønstre med fjervinger. Enkelte af disse gamle skønheder overlever kun i fremtiden, hvis der findes en fornuftig hårvingevariant af mønsteret. Ellers er det fluer som Red Tag og Zulu, der stadigvæk lever i bedste velgående, da de jo slet ingen vinge har.

En af de fluer, som alle havde i æsken med å-fluer, da jeg var dreng, var den hæderkronede Hardy’s Favourite. Den var jo gudesmuk, havde kombinationen af påfugl og rødt, der altid tager fisk, og så ikke mindst – navnet! Engelske Hardy stod i lystfiskerens bevidsthed som det ypperste, og for de fleste helt uopnåelige, når det drejede sig om fiskegrej og tilhørende udstyr.

James Hardy fra Hardy Brothers Tackle Company bandt fluen helt tilbage i 1870’erne. Om fluen hedder det, at den blev brugt med stor succés ”for rivertrout and as lochfly fished on the point.” Det formodes, at en populær krogstørrelse til fluen har været omkring str. 12. Om mange ”favourite”- eller ”fancy-fluer” siges det, at de ikke er imitationsfluer, men rene fantasiprodukter. Om det også gælder for James’ flue, ved jeg ikke, men i det jyske fik den engelske flue, som så mange andre af dens engelske fætre, en flot karriere som havørredflue på kroge i str. 10 – 4.
Der findes mange varierende materialebeskrivelser, derfor bliver materialelisten herunder måske lidt uoverskuelig.

Når der nu findes så mange varianter af klassikeren, så kommer der lige en til her. Forleden kunne man, om man trodsede vinterens værste snestorm, opleve fluebinderkongen Mikael Frödin i Aalborg hos Jægeren og Lystfiskeren. Naturligvis kæmpede jeg mig gennem de hvirvlende snemasser, og jeg fik som forventet fuld valuta for anstrengelserne. Der ud over fik jeg personligt overrakt noget af GuideLines nye stærke flatbraidmateriale i farven burgundy, som jeg ikke kunne undvære, da jeg netop havde en Hardy’s Favourite-produktion i gang derhjemme. Så her kan du se en giftig havørredversion af Hardy-fluen med burgundy flatbraid-rib bundet på Partridge’s fede bomber-krog.

​K&b
Brandt​

E.G.M. bidrog i NL-fiskeren nr. 2 1997 med dette fluemønster.

​Så er atter en vinter/forårssæson gået, på godt og ondt.
Det startede så flot med en hel del virkelig flotte fisk i de første par dage, men så ebbede det faktisk ud, og resten af tiden har vi haft en af de dårligste bestande af grønlændere, jeg kan mindes, med få fisk og de fleste under målet.
Antagelig en følge af den ringe nedbørsmængde.
Nu har vi kun at håbe, at vejrguderne vil forunde os tilstrækkelig med vand til, at vi kan få en god opgang af store, blanke sommerfisk. Til det formål har jeg fundet en virkelig både smuk og effektiv flue, som man jo kan bruge ventetiden på at binde.
Haslam er et gammelkendt havørredmønster fra Wales, som jo er verdenskendt for sit havørredfiskeri.
Fluen er særlig effektiv, når vandet efter et kraftigt regnvejr med tilhørende flom, begynder at klare op.

​Bindemønsteret er:

Denne gamle serie engelske fluer er de eneste jeg kender, hvor der som vinger er brugt den del af gråandens blå spejlfjer, der har hvid spids. 

Fluen ses særligt godt, selv i lidt farvet vand, uden at virke for afstikkende, og den har givet mig adskillige fisk gennem årene. Især i august-september. 

Den forekommer i en række forskellige udgaver, hvor navnet er kroppens farve: Heckhams Red, Silver, Green, Black, Yellow O.S.V. De mest populære er: Silver med sølvkrop. Red med rød krop og Peckham med teglstensfarvet krop.
løvrigt bindes de alle som følger.

Heckhams

Jørgen Brandt bidrog i NL-fiskeren nr. 1 2005 med denne flue

Norge bringer lystfisker-tankerne i retning af laks, hvis da ikke lige man er bidt af fjeldfiskeri eller groft havfiskeri. Men Norge er også havørredfiskeri. Derfor findes der en række fine norske fluer til netop dette fiskeri. En af de absolut mest kendte – og tilmed en af de allerbedste – er Heggeli. I sin bog, ”Farlige Havørredfluer”, kalder J. Grünwald denne flue for intet mindre end: ”Den suveræne konge blandt norske havørredfluer”! Det er en herlig og helt usnobbet kreation, der egner sig fortrinligt til fiskeri i en sommerklar Lindenborg Å.

​Forskellige kilder angiver lidt forskellige vingekonstruktioner. Der kan være en undervinge af enten fasanhønehale eller teal. Især sidstenævnte, hvor den lyse tealfjer kan ses i underkanten af den mørke mallard, tiltaler undertegnede. I mangel af kvalitets-teal, (der er en mangelvare), kan et lille, tyndt bundt silvertippet egern indbindes under mallarden.

​Knæk & bræk JB

Det er vigtigt, at fluen dresses meget sparsomt. Ofte binder jeg et par pearl-flash ind umiddelbart foran rognene, således, at de stritter skråt op og lidt ud til siderne.

Hot Kaviar skal fiskes meget langsomt og helt nede ved bunden. Det er ofte nødvendigt at ”bakke” fluen ned ad strømmen. Fluen må gerne tilføjes en smule liv – men ikke for meget. Grønlænderne tager ofte meget forsigtigt ved denne affiskningsteknik, så modsat almindeligt havørredfiskeri skal lineopstramningen falde i samme øjeblik, der fornemmes puslen om krogen! Louisendal og ”det flade” er oplagte strækninger til dette fiskeri. På dage, der synes håbløse, har rognfluen givet kontakt til mange grønlændere, alt imens lidelsesfælderne op og ned ad åen intet mærkede. – Og så er det jo rigtigt skægt!

​Knæk & bræk - JB

Der er lavet mange fluer som skal imitere hundestejlen, og de fleste af dem virker, dette er min løsning. Den har fanget godt på kysten og den har flere gange været meget lokkende til grønlændere i det tidlige forår, specielt i de alleryderste stykker å, hvor vandet kan være brak.

Hundestejlen

Jeg binder fluen "upside down", med øjnene på oversiden af krogen og vingen på undersiden, så den svømmer med krogspidsen opad.

Jørgen Brandt bidrog i NL-fiskeren nr. 2 2003 med denne flue

Havørredsæsonen står for døren. Fantasierne om den kommende tid’s nervepirrende tovtræknings-kampe dukker oftere og oftere op – altid med den store muskelsvulmende havørred som taber. Skal fantasierne blive til virkelighed, vil det være en ualmindelig god ide, at binde en anseelig portion af nedenstående flue.

Hønhøj
Fluen har kun ca. 5 år på bagen, men har allerede vist sig at være en storfanger. Man skal ikke lade sig narre af dens smågrimme, pjuskede udseende – farverne er de rigtige, og den er meget levende og pulserende i vandet. Den kan varieres i forhold til krogstørrelse, eller udbygges til en giftig natflue.

Først beskrives grundmønsteret, derefter et par variationer:​

Variationer
På små krogstørrelser erstattes det bageste hackle af en hale (orange guldfasan), der bindes ind mellem kropssektionerne. På store krogstørrelser kan Hønhøj udstyres med 3 hackler á la Uldsok. (Så bliver der 2 kropssektioner af SLF-dub). Som natflue tilføjes en vinge af sort polarræv blandet med lidt flash. Vingen monteres inden fronthacklet.

Knæk & bræk – JB
PS. Husk gaffen!

Der er her en af mine mere heldige kreationer, ideen var at skabe en kopi af tobisen ved at udnytte isbjørnehårenes delvise gennemsigtige glans. Om havørreden gik på tobis-ideen skal jeg ikke kunne sige, men fluen lokkede virkelig mange, og også store, fisk til fordærv. Den blev ret hurtigt kendt, og da jeg ikke selv kunne følge med efterspørgslen, blevet eksemplar sendt til Allcocks i England, som så bandt den og sendte den på markedet. 

Fluen gav fisk i så godt som alle danske fiskevande, navnlig i perioder efter kraftig regn eller snesmeltning med meget højt og farvet vand, og bl.a. var den i flere år topfanger i Gelså og Ribe Å.

Isbjørnen

Fluen er, i sin originale udførelse, et typisk eksempel på de full-dressed, klassiske laksefluer. Korrekt bundet består den af 52 enkeltdele. Den var, og er stadig, en af de mest velfangende fluer til både laks og havørred. Det var med en Jack Scott jeg selv fik min første havørred på flue, og i lang tid var det den eneste jeg havde tiltro til og brugte, og derfor fangede mine fisk på. Nu kunne det ikke falde mig ind at binde en flue til at fiske med, som et overlæsset kunstværk, men da de store engelse grejfabrikker, som Allcock, Millwards og Hardy, i første halvdel af sidste århundrede bandt fluer kommercielt, tilbød de, i deres kataloger, de kendte laksefluemønstre i „Havørred binding”.

Det var forskellige og effektive fluer, stærkt forenklet, men som alligevel gav det samme generelle indtryk i vandet, og det er disse mønstre jeg anvender. Jeg har bedst resultater på denne flue i vand noget farvet efter regn eller snesmeltning, bundet på laksekrog str. 4, 6 og 8, enkelt eller dobbelt efter forholdene.

Jock Scott Havørred

Til stærkt farvet vand kan det være en fordel at tilføje et par sidevinger af Jungle Cock, hvis man har nogle af disse.​

Finn Nielsen bidrog i NL-fiskeren nr. 1 2000 med dette mønster

At skulle vælge et emne til sæsonens flue, når vi nærmer os tiden midtvejs mellem starten på grønlænderfiskeriet og så de nye opgangsfisk, det kan af og til være svært. De gange, vi har en mild vinter med lidt sne, kulde og frost, så bliver det svært. Men når vi som i slutningen af 1999 og starten af 2000 - ganske enkelt ingen vinter har - så bliver det meget svært! For når dette blad udkommer i den sidste halvdel af marts, og med ovennævnte "in mente", så tror jeg ikke på, at der er ret mange grønlændere tilbage i åen. Nu er det jo altid svært at vurdere, når man skriver artiklen i februar og bladet kommer i marts, men nej - jeg tror ikke på de store fangster. Er vi heldige, at der kommer nogle perioder med megen nedbør og deraf vandstigning i åen, og skulle der samtidig komme lidt kulde, så er det med at komme af sted - så er chancen der trods alt.

Når jeg nu er færdig med al min ynk, så var det jo et fluemønster vi kom fra. Jeg har trods bekymringerne valgt en allround flue. Så kan man jo bruge den på et andet tidspunkt af sæsonen, hvis alle grønlænderne er stukket til havs.

Fluen er sikker træffer i de fleste vandløb. Men mærkeligt nok, så ser jeg den sjældnere og sjældnere. Den er god til grønlænderne. Den er god til de første opgangsfisk - gerne fisket tidligt om aftenen. Sidst, men ikke mindst, kan den også fiskes, når åen farves af de første flomme i efteråret. Fluen er såmænd en Jock Scott Havørred, et lille fint mønster. De 52 dele fra den klassiske udgave er blevet til langt færre dele på havørredudgaven - men det gør den nu ikke ringere - tværtimod, og så holder den også til at blive fisket med.​

Lokalt fluemønster til Karup Å, men ligeså giftig andre steder.​

Rørflueudgaven bindes med flad guldtindsel som tag, og med gul polarræv som
Hale. The Thunder and Lightning er et gammel mønster fra 1850 af Mr. James Wright og er et eksempel på en klassisk lakseflue opbygget med en såkaldt Simple Strip Wing (enkelt vinge) af brown mallard, der er velfangende alle steder hvor der er fedtfinner i farvandet. Kroppen på det oprindelige mønster er sort silke. Farvekombinationen af sort, orange, brun og guld giver tilsammen en effektiv flue til mørkt og overskyet vejr og er særdeles effektiv hvis vandet også har fået farve af regnvandet og ikke kun ved Karup Å.

Denne gang skal vi stifte bekendtskab med en vådflueklassiker, the Kingfisher Butcher. Fluen har aldrig tidligere haft plads i min fluebox. Det har dens mere kendte søskende til gengæld. Især Bloody Butcher, men også originalen Silver Butcher, (oftest bare kaldt Butcher), der ikke bare har siddet på rad og række i flueæsken, nej – ofte har de fået den udvalgte plads i enden af forfanget. 

De allerførste eksemplarer, der blev bundet for årtier siden, var møjsommeligt bundet efter de præcise anvisninger, som dengang var den eneste farbare vej til spræl i snøren. Det betød maximal koncentration ved vingeindbindingen – ofte fulgt af uklædelig mangel på selvbeherskelse, når resultatet igen ikke stod mål med forventningerne. Vingerne driller ofte som bare f.... . Ofte "skiller de" - men er man heldig at undgå dette, kan man roligt indstille sig på, at de altid "vulker" lidt. Det er næsten umuligt at opnå helt plane vinger på nær i små størrelser. Det er i øvrigt også lige meget, for efter brug opnår fluevingerne aldrig atter at ligne nye fra stikket. 175 år i evig berømmelse fortæller så, at fiskene er helt ligeglade med fluebinderens fustrationer, de tager fluen – pjuskede vinger eller ej. Ret hurtigt efter min entré i fluebindernes rækker blev det heldigvis comme il faut at bruge hårvinger, hvilket gjorde bindingen ikke så lidt lettere.

Andrikken, der har leveret de drilagtige blåsorte armsvingfjer til fluens vinge, nedlagde jeg for over 30 år siden med min førkrigs-belgier cal. 16. Det skete ved barndomshjemmets mølledam en stormfuld oktoberaften kort efter hårvingernes indtog. Derfor er der ikke blevet bundet mange andefjersvingede fluer siden, og de gamle gråandevingerne er stort set intakte - omend lidt klemte og krøllede. Men nu skal de langt om længe omsættes til fluer.​

Og så lige lidt om Butcherfluerne, der sidste år fejrede deres 175-års jubilæum. I 1836 komponerede slagter Moon fra Tunbridge Wells (ca 80 km syd for London) en flue kaldet Moon's Fly. Allerede to år senere omdøbtes den til Butcher samtidig med, at Moon's kompagnion, mr. Jewhurst, skabte the Bloody Butcher, idet han ændrede det sorte hackel til et blodrødt. Fluernes nye navn hentydede efter sigende til slagternes kendetegn - det blodstænkede hvide/mørkeblå forklæde.

Senere kom Kingfisher Butcher til verden, foruden følgende nok lidt mindre kendte varianter: Hardy's Gold B..., Irish B... og Canary Butcher. (Der kan være flere). Især de to første versioner har været uhyre populære gennem tiderne. Ingen tvivl om, at fangstegenskaberne har haft noget af æren for det. Nu bliver det spændende at se, om Kingfisher-versionen kan leve op til de mere kendte familiemedlemmer.

Knæk & bræk
Brandt​

Poul Naundrup bidrog i NL-fiskeren nr. 2 1993 med disse fluemønstre.

​Når det drejer sig om fluer til bækørred, kommer mønstrene oftest fra England. Populære bækørredfluer som f.eks. Grey Darke, Coachman, Hardy's Favourite, Red Tag og March Brown har alle deres oprindelse der. 

Da jeg for mange år siden besluttede at spendere den for en studerende fyrstelige sum af 230 kr. på fluestang, -hjul og -line, var det hovedsageligt bækørreden, der spøgte i hovedet på mig. 

Jeg kendte ingen fluefiskere og mødte aldrig nogle, hvor jeg fiskede, så for at få råd og vejledning måtte jeg ty til diverse biblioteksbøger (hovedsageligt oversatte fra engelsk) om emnet og så selvfølgelig min daværende "Lommebibel", Politikens "Jeg er lystfisker" - 1972. 

I sidstnævnte anbefaler, så vidt jeg husker, Paul Wellendorf en række fluemønstre som velegnede til bækørred - bl.a. de tidligere nævnte, og så "måske bedst af alle Krogsgaard farve 2 og farve 9." 

Følgelig anskaffede jeg mig en pæn håndfuld af de anbefalede fluer.
Den første vådflue, jeg fumlede på forfanget, var en Krogsgaard 2, og med udtrykket "måske bedst af alle" i baghovedet lagde jeg det første kast ud og miraklet skete: fast fisk. 

Siden har Krogsgaard 2 været min absolutte favoritflue, når det drejer sig om vådfluefiskeri efter bækørred. I ved - "den første kærlighed." Og jeg har uden tvivl af denne grund uretfærdigt ladet mange andre fluemønstre uprøvede. 

Når jeg på trods af sidste bemærkning alligevel i det følgende vil gøre opmærksom på Krogsgaardfluerne og specielt Krogsgaard 2 og 9, skyldes det min fornemmelse af, at disse mønstre er gået lidt i glemmebogen ved Lindenborg å, hvilket er en skam - også fordi vi her taler om nogle af de første fluemønstre af dansk "oprindelse" 

Som navnet antyder, blev Krogsgaardfluerne til på initiativ af Olav Krogsgaard, tandlæge, der døde den 8. januar 1970. Krogsgaard ønskede at skabe en serie bækørred- og stallingfluer specielt tilpas- set danske (jyske) forhold. Han valgte derfor naturligt nok at arbejde ud fra imitationsprincippet - fluerne skulle imitere hyppigt forekommende og dermed væsentlige fødeemner for dansk ørred og dansk stalling. Og da Krogsgaard var fluefisker, tænkte han her selvfølgelig på insekter. 

Han kontaktede en af datidens eksperter på området insekter i, på og ved vandløb, skoleinspektør J. Kr. Findal. Findal havde gennem mange år foretaget indsamlinger og registreringer langs adskillige jyske åer, og han havde herudfra opbygget en omfattende insektsamling. Sine iagttagelser havde han bl.a. offentliggjort i tidsskriftet "Flora og Fauna" - første gang i 1915. Af Findals samling udvalgte Krogsgaard 7 insekter som "stameksemplarer" for ørred og 6 for stalling, og de blev nummererede fra 1 til 9, således at hvor der var sammenfald mellem eksemplarer af væsentlig betydning for både ørred og stalling, fik disse samme nummer. De nummererede eksemplarer blev sendt til Hardy Bros. i Alnwick, England, der så lavede bindemønstrene. Disse fik betegnelserne Krogsgaard 1 til 9. Oprindelig blev de bundet som vådfluer, men de er senere også kommet i tørflueudgaver, hvilket vist nok aldrig havde været Krogsgaards hensigt. Fluerne viste sig at være velfangende, og de blev særdeles populære. 

At de stadigvæk nyder denne popularitet hos mange fluefiskere kan man se af, at "Stef 's fluebinding" forhandler et specielt Krogsgaard materialesæt. Flere af mønstrene blev også populære til havørredfiskeri, således 2, 9 og 4 i store krogstørrelser. Som en pudsighed skal nævnes, at sidstnævnte (en helt sort flue) viste sig velegnet til nattefiskeri med flydeline efter havørred, selvom den oprindelig var kreeret til stalling!

Nu vil det føre for vidt at beskrive alle bindemønstrene her - de kan fås hos Stef - men 2'eren og 9'eren skal vi lige ha':​

Specielt om hackle:
I de originale mønstre er hacklet placeret hovedsageligt under krogen, men ofte bindes det ind på "jysk" maner - dvs. kraftigt og tørnet foran vingen.

Prøv en 2'er og en 9'er til bækørreden - og til havørreden under sommerdagfiskeri - og send salig Olav Krogsgaard en venlig tanke.

Knæk og bræk,
Poul Naundrup

Forårsfluen

Gennem flere år har man hos en af vores lokale grejhandlere kunnet nyde synet af nogle særdeles flotte fluer. Inde i glasskabet mellem fluehjul drejet i aluminium og andre uimodståelige sager tiltrak et par kaninstrips-zonkere ofte mit blik. Tydeligvis fluer beregnet til fiskeri på kysten - bundet på kroge, der tåler saltet. Henrik, det er naturligvis ham, der har bundet fluerne, arbejder desværre ikke længere i forretningen, og jeg fik ikke spurgt til den præcise bindevejledning i tide. Derfor er opskriften her bragt efter ”visuel hukommelse” samt efter et lille foto, der kan ses i nyeste nummer af ”Sportsfiskeren” (nr 1 – 2006).

Efterskrift
Ligesom fluen i seneste nummer af NL-fiskeren er der denne gang tale om en kystflue. Og også denne gang vil jeg anbefale at prøve fluen i åen. Den er forførende levende og livagtig i det våde element. Når der går lidt kystflue i nærværende flue spalte skyldes det naturligvis fluebinderens egne tilbøjeligheder. Forårsmånederne er ikke åernes højsæson, men derimod kystens. Jeg tillader mig derfor at formode, at en væsentlig del af Lindenborg Å’s fluefiskere også i denne tid drages mod det salte, og derfor vil kunne drage nytte og inspiration af de valgte mønstre. Herefter vil jeg komme med en opfordring. Lad os få noget mere fluestof i NL-fiskeren. Bind nogle fluer og skriv en historie – jeg er overbevist om, at redaktionen vil modtage alt med glæde. I Anders Toft’s meget anbefalelsesværdige bog om Lindenborg Å findes et hav af spændende lokale fluer. Der må være mange flere fluer, der trænger til at komme frem i lyset – eller gamle mønstre, der trænger til at blive støvet af! Desuden vil jeg gerne modtage rettelser, kommentarer eller korrektioner angående mine skriverier. Ikke mindst i forbindelse med ”Kure’s Epoxy Zonker”. Som nævnt er min fremstilling af denne flue fremkommet på et ret løst grundlag, hvor jeg bl.a. har tiltaget mig den frihed, at lade farvevalget være op til binderen.

Til slut må jeg nævne endnu en anbefalelsesværdig bog – nemlig bogen ”Rørfluer” af ophavsmanden til ovenstående zonker-flue, Henrik Kure Nielsen. En flot bog til fluebinderen. (Udgivet på Mosegaard – 2000).
Knæk og bræk

Brandt​

Eget mønster fra 2005 Anders Toift Jensen​​

Mønster til sensommer og efterårsfiskeriet. De store hanfisk, der ofte ankommer til åen fra august måned og året ud går til tider helt amok på fluer med hidsige provokationsfarver. Fluen lyser nærmest nede i åen – deraf navnet. Kan bruges både i klart og beskidt vand, dag som nat. Om dagen ville jeg nok selv foretrække fluen bundet som krogflue størrelse 6-10, eventuelt dobbeltkrog for de kroger godt. Som krogflue udskiftes Mylarrøret med flad guldtinsel ribbet med oval guldtinsel.

Fluen stammer, som navnet viser, fra Lindenborg Å. Mønstret er designet af vort mangeårige medlem Ove Nielsen i tiden lige efter 2. verdenskrig. Efterfølgende er mønstret blevet et af de kendte blandt de jyske havørredfluer, på samme måde som Lindenborg 2. 

​Ove Nielsen fortæller at det var den type fluer de selv bandt umiddelbart efter 2. verdenskrig, da det var nærmest umuligt at få importeret fluer til Danmark.​

Fluen stammer, som navnet viser, fra Lindenborg Å. Mønstret er designet af vort mangeårige medlem Ove Nielsen i tiden lige efter 2. verdenskrig. Efterfølgende er mønstret blevet et af de kendte blandt de jyske havørredfluer, på samme måde som Lindenborg 1. 

Ove Nielsen fortæller at det var den type fluer de selv bandt umiddelbart efter 2. verdenskrig, da det var nærmest umuligt at få importeret fluer til Danmark.

Jørgen Brandt bidrog i NL-fiskeren nr. 2 2004 med denne flue

​Åens bedste standpladser er nu optaget af årets tidlige opgangsfisk. Blandt de første ørreder findes et pænt antal fisk af den helt rette kaliber – bredryggede kraftkarle med sølvblanke flanker på størrelse med et mindre køkkenbord! Sådanne trofæ-fisk bider naturligvis ikke på hvad som helst, men en Lindenborg Demon, (eller måske rettere en Spey Demon), kan de med garanti ikke stå for!

J. Grünwald er ophavsmanden til laksefluen Spey Demon. I en let ændret version, (som jeg kalder Lindenborg Demon), har jeg haft ret gode erfaringer med fluen – ikke mindst i Lindenborg Å. Den har især været sikker, når der er ”kulør på vandet” efter en våd periode. Også på nætter, hvor de normale sorte rørfluer af en eller anden grund ikke har virket, har Lindenborg Demon med succés overtaget pladsen i enden af forfanget. Fluens orange, brune og sorte farver gør den desuden til et godt valg hele efteråret. Kort sagt er fluen en rigtig allround havørredflue.

Lindenborg Demon

Normalt skal fluebinderen holde sig fra at klippe i en vinge! Men med de nævnte vingematerialer kan det dog sagtens lade sig gøre at studse vingen i facon.

Fisk fluen laaangsomt lige over bunden!

​Knæk & bræk
JB

Børge Vestergaard bidrog efter lang tids hemmelighedskræmmeri endeligt med sit eget velfangende fluemønster i NL-fiskeren nr. 3 1995.

​Efter at jeg i en hel del år har dyrket fluefiskeriets glæder i såvel ind- som udland, og af samme grund bundet et mindre hav af vådfluer, fandt jeg i 1978 frem til et mønster, som har vist sig at være særdeles effektiv til grønlændere og havørred. Efter at mit syn er svækket ned til 1/10 af normalt syn, kan jeg desværre ikke binde fluer mere, og heller ikke køre bil, og af den grund kommer jeg ikke så tit til åen længere. 

Da jeg rent fiskemæssigt vel nok er lidt på retræten, vil jeg gerne glæde alle medlemmer af NL med at afsløre mønstret. Husk, når du binder kroppen, at begynde ved krogskaftet, ned mod halen og fremad igen. På denne måde bliver kroppen dobbelt belagt, og derved også dobbelt så stærk. 

Jeg har bundet samme flue med påsatte gule øjne, og den er lige så god. Her følger mønstret på mit favoritvåben.

Jeg har fået mangen fin havørred på fluer med dette mønster, såvel i krogstørrelse 4, 6 og 8. 

Bind denne flue, så får du måske en af de første sommerfisk. 

God fornøjelse og - Knæk og bræk
BV/409

Fluen har adskillige gange givet pæne fisk i lyst og klart vejr i juni måned, blot med en let vind til at kruse overfladen.

Lys Sommerflue

Oprindelig blev Mallard & Claret fisket i de skotske søer, men efterhånden blev den brugt mere og mere i strømvand efter havørreder. Herhjemme har den været en fast bestanddel af mange jyske havørredfiskeres flueæskeindhold. Her drejer det sig om fluer på lidt større kroge – oftest str. 10 – 4. For efterhånden en del år siden så jeg en udgave udstyret med et langhåret hejrehackle á la speyfluerne. Dét så bestemt ikke dumt ud – og der kom straks gang i bindegrejet. En guld-tag bag kroppen, et hejrehackle indbundet lige før det oprindelige hanehackle samt et sæt junglecockfjer – og med ét var den oldgamle skotske ørredflue forvandlet til en moderne, levende storfanger til åens havbasser! To ”speyvarianter” blev det til. Den første har hejrehackle i claret – den anden har både hejre- og hanehackle i sort. Mørkt vejr og farvet vand giver gode betingelser for fluerne. Her er de bundet på Partridge CS42 (str. 8), som jeg varmt fik anbefalet af Frederik i Jægeren & Lystfiskeren for nylig. Fed havørredkrog!!! (- selv om den også hedder: MW ”BOMBER SALMON” STEELHEAD DRY FLY!!)
Sjovt med krogstørrelser – alle 3 fluer på billedet er bundet på str. 8.

Knæk & Bræk
Brandt​

Jeg kaldte fluen sådan fordi den er en lille gul der er rød!
Den blev bundet en sommer efter langvarig tørke hvor vandet i åen var lavt og krystalklart, og ideen var at lave en lille flue som virkede både farverig og samtidig ret dæmpet i udseendet. At den virker viser min fangst journal, idet den, den første sommer gav 13 fisk over målet med den største på 3 ½ kg under de beskrevne forhold.
Jeg har siden afprøvet fluen i større størrelser under forskellige omstændigheder uden særlige resultater, men den virker stadig fint i den oprindelige udgave på en rigtig sommerdag når den fiskes på et forfang på ikke under 5 m. ca. 0.23 mm i spidsen og man bevæger sig skjult og forsigtigt og er lidt dæmpet påklædt.

Mao

”Di dæer skriiigfarwer duer æ! - Sæt do hæller en bett gråbrun flow po i stæjje!” - Et par timer efter var March Brown min favoritflue.

Kort tid inden denne velmente vejledning udi fluevalgets svære kunst blev afleveret til den 10-årige knægt på brinken nedstrøms svinget ved ”Hønse Kelds” gamle ejendom, havde jeg fået lov til at tage den engelske splitcanestang af mærket Octopussy, som stod lokkende i hjørnet af fars konter og samlede støv, med til åen. Den gamle fluefisker med et langt livs erfaring og med hang til kedelige fluer indførte mig senere i nogle af fluekastets hemmeligheder – gode råd, som kunne supplere kasteforklaringerne fra ”Alle Drenges Fiskebog”, som jeg kunne udenad. Jeg kan huske, at jeg fik hans telefonnummer, og at han mindst to gange kørte de 20 km. fra Viborg til Nr. Borup på sin skramlende knallert for at hjælpe den bette knajt i gang med det, som skulle blive en livslang lidenskab. Hvad den gamle hed, fandt jeg aldrig ud af, men han lærte mig at kaste helt over til den anden bred, hvilket ikke var så dumt – jeg har i hvert fald gjort det mange gange siden. Og han lærte mig, (i det mindste for en stund), at kun de kedeligste fluer kunne fange fisk. Dengang var der et sandt mylder af mindre bækørreder i Simested å, og da mindstemålet kun var 25 cm, så kom der fra tid til anden lidt fisk med hjem. En god dag var ofte ensbetydende med genudsætning af et dusin småørreder eller to. March Brown tog sin del deraf. I dag er vande med en så enorm bestandstæthed sjældne, og det samme er lystfiskere, der fisker med March Brown og splitcane.
March Brown er en aldrende engelsk imitationsflue, hvis forbillede er døgnfluen Rhithrogena germanica, (tidligere kaldet R. haarrupi). Det faktum, at fluen mest blev anvendt som vådflue, kan derfor virke lidt paradoksalt, da jeg sjældent har set en døgnflue fare rundt under vandoverfladen. Dette forhold undrede mig i øvrigt også ofte, da jeg i den pure ungdom gladeligt fiskede med Red Spinner, Blue Dun, Olive Dun ect. – alle bundet som vådfluer. Faktisk undrer jeg mig stadigvæk lidt. Man burde nok fiske fluerne opstrøms/dead drift for at opnå bedst præsentation, men man fanger nu mest, når der fiskes traditionelt nedstrøms med fluerne. Når der i dag fremkommer nye fluemønstre tænkt som døgnflueimitationer, så er de naturligvis designet til at fiske i – eller på overfladen. Der kommer altså ikke flere vådflueversioner af imitationsmønstrene, når forbilledet er en klækket døgnflue.
March Brown som tørflue skal jeg ikke komme nærmere ind på, bortset fra at nævne, at vådfluens karakteristiske indslag af agerhønehackle ofte er udskiftet med brunt hanehackle med bedre flydeegenskaber.

Jeg har aldrig haft en tør MB i min æske – og jeg har aldrig savnet den. Det kan skyldes, at fluens forbillede, Rhithrogena germanica, kun lever ét eneste sted i Danmark i dag, nemlig i Højen bæk sydvest for Vejle. I Grejså nord for Vejle, blev arten sidst observeret i 1961. Tidligere, i starten af 1900-tallet, var udbredelsen større. Nymfen kræver rent, køligt og raskstrømmende vand med stenbund, hvilket desværre ikke er en biotoptype, der findes så mange steder i dag. Hvis man ønsker at binde imitationer af nymfen, så skal den være 8 – 12 mm lang, ganske flad og bred. I England, hvorfra mønsteret stammer, er insektet langt mere almindeligt. Ellers skal man til Hallandsåsen eller Hartzen, for at finde populationer. Svend Saabye antager, at March Brown fungerer fint som forbillede til den store døgnflue, Hepthagenia fuscogrisea – ”Brown May”, der er langt mere udbredt herhjemme. Dette insekt imiteres også af bl.a. August Dun, Brown May Dun og Great Red Spinner.

Men tilbage til vådfluen. Der findes et utal af våde varianter, og fluen bindes også uden vinge som flymf/spider, eller som havørredflue med sølvkrop. March Brown Silver har haft kronede dage blandt norske havørredfiskere gennem tiderne, og i lavt, klart sommervand gør den sig bedre end de fleste både i Lindenborg, i Simested og i Binderup å.

Det er dog den originale version med krop af hareøreuld, der især står mit hjerte nært. Den lokker fisk overalt og året rundt. Den fanger i den lille bæk, i åen, i fjeldsøen og elven. Den vil helt sikkert kunne tømme en P&T-sø samt sørge for uforglemmelige oplevelser på kysten, hvis den fik lov.
Hvorfor frister denne brune nullermand så uimodståeligt, når insektet, der danner forbilledet stort set ikke findes i vores land? Jeg er ret sikker på, at fluen med de levende spættede ben, den lodne krop og den nette vinge på bedste vis imiterer ”en himmerigsmundfuld” (uspec.) for enhver fisk til enhver tid – Ikke mindst hvis fisken er lysten på tanglopper, vårfluepupper, ……. - you name it.

- Og bind nu en god håndfuld, når du er i gang!

Brandt

E.G.M. bidrog i NL-fiskeren nr. 4 1994 med dette traditionelle fluemønster.

Når vi nu taler om sæsonens flue, er det naturligvis grønlænderne, vi tænker på. De fleste »eksperter« anbefaler gerne fluer i skrappe, skrigende farver til grønlændere, uden at gøre sig klart, at disse har nøjagtig den samme smag for fluer, som alle andre havørreder. 

Dvs. at i højt og grumset vand skal fluen helst have klare og stærke farver, for at gøre den synlig, men i perioder med rent vand er det fluen med de dæmpede farver, der fanger, og jeg vil derfor give opskriften på en gammel kending, som kan være storfanger under sådanne forhold, nemlig March Brown Silver. 

Mønsteret er så gammelt, at ingen nu ved hvem der først opfandt det. Den oprindelige blev bundet for at imitere en speciel stor døgnflue, som visse steder, bl.a. i England og Tyskland, optræder i store mængder i det tidlige forår, og som ørreden begærligt æder. Fluen blev en succes, og er i dag efter mere end hundrede år stadig mellem favoritterne.
Kroppen på flue-efterligningen er af hare- uld, men da en fluebinder fandt på at erstatte dette med sølvtinsel, lavede han fluen om til en fremragende yngel-imitation, og det er som sådan, den er specielt god til havørred.

​March Brown Silver

Denne flue blev bragt i NL-fiskeren nr. 1 2001. Der var ingen ophavsmand nævnt til den, men et godt gæt er Finn Nielsen.

Igennem flere år fiskede jeg aldrig ved kysten når marts og april nærmede sig. Stædigt blev jeg ved med at fiske i åen efter grønlænderne. 

I de kolde vintre var det nu heller intet problem, kulden som forøgede saltindholdet væsentlig i fjorden og på kysten, sendte af samme grund fine grønlændere langt op i de ferske vandløb. Hele marts måned og ofte en del af april måned kunne nemt holde fisk i åen, når forholdene ellers bød sig til. Til gengæld var det mere besværligt i sæsoner med milde vintre, da var grønlænderne hurtigere ude af systemet. 

Uanset kolde eller milde vintre, så stiger vandtemperaturen i åen, fjorden og ved kysten langsomt hen ad vejen, og fiskene begynder at vandre ud af åerne igen. Efterhånden som vi kommer hen i marts og april, så skal man længere og længere ned af vandsystemet, faktisk skal man helt ud på de yderste stykker af åen, tæt på udmundingen for at træffe fiskene. 

Det var under dette fiskeri jeg oplevede, og stadigvæk oplever det, (selvom jeg nu også gerne tager til kysten i dette tidsrum) at de grønlændere, jeg fangede, var smæld- fede fine sølvblanke havørreder, der ofte var i en anderledes god kondition end de grønlændere, jeg uger tidligere havde fanget i åen - her kommer begrebet ind - Elevatorfisk! 

Jeg undersøgte fiskene nøje og kunne konstatere, at mavesækken var propfyldt med hundestejler, kutlinger og de første mindre børsteorm. 

Der var altså ikke tale om deciderede grønlændere, der trak op i åen på grund af kulde og forøget saltkoncentration, nej der var tale om fisk, der af nysgerrighed og måske lidt på jagt, besøgte åens yderste stykker for en kort stund, for derefter at vende tilbage til fjord og kyst igen. 

Langsomt ændrede jeg på fluevalget i håb om at ramme den naturlige fødeindtagelse, så som de ovennævnte "hovedretter", hundestejler, kutlinger og børsteorme. Langsomt udviklede jeg en flue, som viste sig vældig god til at tackle dette problem. Fluen er blot en tilpasset variant af den verdenskendte March Brown Silver, som kan spores helt tilbage til 1681 og blandt andet omtales i den udødelig-gjorte bog af Izaak Walton: Den Fuldkomne Fisker. Denne variant lignede den fiskeyngel, som havørreder mæskede sig med ude i fjorden. 

Bindemønster 

Mickey Finn er vel den eneste af de stærkt farvede amerikanske Bucktail-fluer der rigtig er slået an herhjemme. 

Den er opkaldt efter en tidligere meget populær bokser, der vandt alle sine kampe (undtagen den sidste) på knock-out. Navnet bruges forøvrigt også i USA som betegnelse for en drink med knock-out-dråber i. 

Fluen kan undertiden være velfangende, særligt i lidt farvet vand. Den er desuden også ofte fortrinlig på kysten. 

Oprindelig bindes den på langskaftet streamerkrog, men da jeg ikke stoler på denne, binder jeg den på L.w. laksekrog str. 6. Den har heller ikke nogen hale eller rib, men jeg gør nu lidt mere ud af den, så mit mønster ser således ud.

Mickey Finn

Fluen er så simpel, at man kan være tilbøjelig til at overse den, men den bliver bare ved med at fange fisk, og efterhånden er den blevet en af de "sikre", som jeg først griber til, og så er den så dejlig nem at binde. Den kan, efter forholdene, anvendes i alle gængse krogstørrelser og typer, men i de senere år har jeg mest brugt den som her beskrevet.
​
Min Favorit

Mudler Minnow blev først lavet i begyndelsen af 30erne af den amerikanske fluebinder Dan Gapen som en efterligning af den, af ørreder meget eftertragtede lille ferskvandsulk der i Amerika går under navnet Bullhead (tyrehoved) og i England kaldes Millars Thumb (møllerens tommelfinger). 

Den blev straks det store hit i USA, men det varede længe før vi i Europa begyndte at bruge den og først sidst i 50'erne slog den rigtigt igennem her.
Den viste sig hurtigt som en rigtig storfanger til alle slags rovfisk og specielt til havørred, både om dagen og om natten. 

Fluens specielle hoved af hjortehår, som jo er luftfyldte og derfor har en del opdrift, gør at man kan binde den til at fiske i næsten hvilken dybde man ønsker, dels ved at vælge kroge i forskellig vægt, og dels ved at klippe hovedet forskelligt.
Klipper man hovedet i nærmest kugleform, vil det løfte fluen i vandet og kan med en let krog få den til at gå helt op under overfladen. Klipper man det i en jævnt tilspidset kegle, vil det omtrent virke neutralt, og klipper man oversiden i en svag hulning, vil vandstrømmen tvinge fluen dybere ned. 

Der er efterhånden lavet uendelig mange variationer over det oprindelige tema med det karakteristiske hoved, hver til sig særlige formål, og alle benævnes de "Muddlers", men det originale mønster, som stadig er en formidabel fanger ser sådan ud.

Muddler Minnow

Denne gang ser vi nærmere på en god gammel kending, der først og fremmest er tiltænkt Salmo Salar – fiskenes ukronede konge, men som også har vist sig som et godt valg i jagten på Lindenborgs havørreder.

Der er lidt forvirring omkring fluens korrekte stavemåde. Den mest brugte er ”Monroe Killer”, men det skulle være ganske vist, at ophavsmanden var en grejhandler ved skotske River Spey. Denne grejhandler lød navnet J. A. J. Munro, hvorfor fluens korrekte navn må være Munro Killer. Fluen startede altså sin sejrsgang i River Spey og fortsatte triumftoget langs Norges brusende lakseelve. Fluens succés kan ikke undre, idet den mest af alt fremtræder som en neddroslet Thunder & Lightning. I firserne var fluen min personlige favorit til sommerens natfiskeri i vores egen å. I dag bruger jeg den f.eks. på en mørk, blæsende septemberdag. Så sker der nogle gange ting og sager. Der er dog tale om en flue, der sagtens kan bruges året igennem. Bind eksemplarer i varierende størrelse, kraftigt- og letdressede samt kort- og langvingede. Så er der en Munro Killer til enhver lejlighed.

Som lakseflue skal vingen bindes lang og ret slank. Der er to almindeligt forekommende varianter af vingen. Den ene foreskriver en undervinge af gul silvertippet egern 1,5 x kroglængde og derover sort egern 2 x kroglængde. Et par påfugleherl kan indbindes som topping. På den anden version er undervingen ikke af silvertippet egern men af rent gule hår, og hårmaterialet kan f. eks. være blødere rævehår e.l.
Fluen på billedet er bundet med lidt kortere vinge end originalmønstret foreskriver og er tiltænkt havørrederne.

Monroe - undskyld! Munro Killer

 anledning af Nordjysk Lystfiskeriforenings 75 års jubilæum i januar 1992, blev jeg opfordret til at komponere en ny flue for at markere begivenheden.
Min tanke var, at fluen både skulle se farvestrålende og festlig ud og samtidig kunne fange fisk. 

Af rapporter fra fiskekammerater ved jeg nu, at den fanger havørred. Om så hensigten med udseendet er opnået, vil jeg overlade til andre at bedømme.

N.L. Jubi

"Nathejren" stammer fra de kendte walisiske havørredvande, hvor den er meget populær, den syner ikke af ret meget, og mange danske fiskere tror ikke rigtig på den før de har prøvet den, men den kan være særdeles effektiv på en nat med klart vand og en lys himmel. 

Den kan være lidt finurlig at binde, men til gengæld er den næsten umulig at splitte ad.
Mønstret er ganske enkelt.

Night Heron

Det er nemmest at lave bagerste kropsdel først og lakere denne før man binder hackle og forkrop. Pas på der ikke kommer lak på hacklet.

Peter Ross er en af de fluer, som nogle fiskere værger til og andre sværger ad. Courtney Williams var begejstret for den og skriver: Med denne flue har Mr. Ross omskabt Teal & Red fra at være en god flue til en framragende! 

Peter Ross er en ret iøjnefaldende flue, og den har før reddet daget for mig om efteråret på dage med høj himmel og en god kraftig vind.

Peter Ross

Hvor ofte sidder der en flue med vinge af fjer i enden af dit forfang? Sandsynligvis sjældent eller aldrig. Helt anderledes var det, da jeg bandt mine første fluer først i 70’erne. Da måtte enhver fluebinder have et bredt udvalg af fjer, (især svingfjer), fra bl.a. stær, solsort (hun + han!), skovskade, husskade, gråand, gås, fasan (høne + kok), sneppe m.m.. I den sammenhæng må jeg med skam meddele, at min lillebrors luftgevær sparede mig for en hel del udgifter. Til gengæld kostede især stære- og solsortefjerene gedigne motoriske anstrengelser ved fluestikket! Saabye og Wellendorfs bøger blev slidt grundigt, og fluemønstrene blev fulgt til punkt og prikke – ellers ville enhver normalt begavet ørred uden alvorligt synshandicap afvise fluen med foragt! En bestemt døgnflue-imitation skulle have vinger solsort-hannens svingfjer, og da jeg tydeligt kunne huske, at mine solsort-fjer var af hunkøn, måtte lillebrors skydevåben atter i brug. Projektet lykkedes hurtigt, da mit barndomshjem lå midt i uspoleret natur med et rigt dyreliv, men problemet opstod efterfølgende. Hannens fjer var umulige at skelne fra hunnens. Derfor blev de lagt i poser med påskrift, så indholdet kunne bruges i overensstemmelse med de hellige og uomgåelige bindevejledninger. I dag har de fleste fluebindere en markant mere anarkistisk tilgang til flueproduktionen. Hårvingerne har i dag næsten helt overtaget – ikke mindst, når vi binder havørred- og laksefluer.
Først på vinteren skulle jeg binde et par klassiske danske havørredfluer til en svensker. Både Hagebrofluen og Skjernfluen var oprindeligt udstyret med hvide fjervinger, og med sådanne skulle de bindes. I min fjersamling fandtes ikke passende materiale til opgaven, og da min lillebrors luftgevær for længst er skrottet, gik turen til de lokale grejhandlere. Deres udvalg er ikke så ringe, men kan man få hvide svingfjer eller skulderfjer fra gås eller svane i Nordjylland?? Nej, der er ikke salg i skidtet!

​Der findes dog enkelte fluemønstre, der holder liv i fjervinge-traditionen. Det gælder fluer med vinger af grey/bronze mallard eller teal. En af de fluer, der var meget anvendt på den tid, hvor jeg sad og svedte over stikket med stærefjer ”mellem tommel og pege”, var den iøjnefaldende nordengelske ørredflue, Peter Ross. Sølv, rød og sort, toppet med en stærkt markeret tealfjer fra krikanden. Flot som bare fanden, og så med et navn, der både kunne huskes og udtales! Den kunne jo også fange fisk – både bækørred og ikke mindst regnbuerne var vilde med den, skrev Wellendorf, men herhjemme blev den oftest anvendt til havørredfiskeri i åerne. I små størrelser fisker fluen også fint i skandinaviske fjeldvande.

Købmanden Peter Ross of Killin i Perthshire fiskede browntrout i højlandselvene i det nordlige England og i Skotland. Favoritfluen var Teal & Red. Han bad en lokal fluebinder om at forbedre denne flue, og resultatet blev den legendariske Peter Ross.

Peter Ross har fået et comeback i mine flueæsker i de senere år, og jeg er sikker på, at den bliver fast inventar i årene fremover. Det er når grønlænderne er i åen, at den flotte gamle flue kommer på forfanget. De små blanke er helt vilde med den!

Peter Ross

Finn Nielsen bidrog i NL-fiskeren nr. 3 1999 med dette fluemønster

​Den megen væde som tilføres åen fra efterårstidens ofte megen nedbør, giver som regel vandet en farve af humus. For dem der nyder en lille en til kaffen - cognacfarvet.
Det skal man ikke være ked af. Vel er åen ikke længere fuld af sølvblanke fisk, men der kan stadigvæk fanges fine fisk i åer; og ikke mindst kommer der ofte et par af "de grove" fisk med efterårstrækket. Netop farven på vandet og den ofte høje vandstand, er ikke sådan at kimse af. Tværtimod er det ofte garant for, at lystfiskeren kan få nogle gode timer med dagsfiskeri ved åen - for fiskene er til at komme tæt på, og de er ofte i hugget under sådanne forhold.

I sin tid udviklede jeg Rapala-f1uen, (mit bud på den vel at mærke!), en flue som viste sig suveræn til åens grønlændere, men i øvrigt er den også god til efterårsfiskeriet - husk det!!! Jeg fiskede med Rapala-f1uen som endeflue og The Shrimp som ophænger, så var jeg helgarderet mente jeg.

Men sådan gik det ikke, grønlænderne tog Rapala-fluen ni ud af ti gange - jeg byttede fluerne omkring - nu ændrede billedet sig til syv ud af ti gange, hvor de tog Rapala-fluen.
Jeg døjede med at acceptere, at min gode flue The Shrimp blev afvist så meget contra Rapala-fluen - det måtte der gøres noget ved. Det var tydeligvis farveforskellen, der var hovedårsagen i det kolde vand, så jeg eksperimenterede lidt.

The Shrimp blev ændret radikalt. De to hackler; midterhacklet og fronthacklet blev først ændret fra Badger til guldfasan lige som det bagerste hackle, men senere blev det ændret til purple eller endnu bedre til claret, (vinrød).

Den forreste halvdel af kroppen, som på The Shrimp er sort, blev ændret til hot orange.
Fluen "Pjuske" var født! Navnet fik den af, jeg ikke ved hvad den lignede, da den var udstyret med de 3 røde kropshackler fra guldfasanen.

En anderledes rejeflue blev nu testet, og nu var vi pludselig på 50/50, når det gjaldt grønlænderne, og var åen i sit bedste udseende om vinteren - farvet, men ikke grumset, kunne den såmænd fange flere grønlændere end min Rapala-flue.

Denne kreation skulle jo også afprøves under andre forhold, og minsandten om ikke det nærmest blev en "universal-flue", som kunne fange fisk under mange forhold. Faktisk har den også fanget fisk på kysten.

Bindemønster

​Jeg binder altid mine Jungle Cock uden på hacklet, og ikke som på den originale The Shrimp ryg mod ryg, altså som vinge bag forreste hackle.

​Det startede med, at jeg syntes, det var synd og "gemme" de "dyre" Jungle Cock bag ved hacklet, man kunne jo knap se dem - ud på siden med dem og det gav en helt ny og spændende effekt, og det virker bare.

Knæk og bræk derude i eventyrets land med årets sidste havørreder.

Finn Nielsen

Sommerfluen
Ak-ja! Kun to årlige udgivelser af vores NLFiskeren – og så i sort/hvid! Sådan er betingelserne, og især fraværet af farver rammer jo den visuelle side af fluespalten. For ikke at gøre problemet unødigt stort, har jeg fundet en flue, hvor kun halen er kulørt! Mange nordjyder drager med vekslende held (nok om dét!) til et sydlige Norge efter laks. Elvene Otra og Mandal er i den forbindelse velbesøgte, og de fleste af elvenes danske gæster er uden tvivl blevet bekendte med den lokale
”Prestegaards-flua”, der går sin sejrsgang deroppe. Peter Emil Wikøren hedder ophavsmanden – en slipseklædt passioneret splitcane-entusiast, der efter sigende valgte skolelærergerningen, da skole-sommerferien og laksesæsonen stort set er sammenfaldende! (Den idé er Peter Emil dog ikke ophavsmand til – han er yngre end undertegnede! – Til gengæld har han fanget langt flere laks end jeg!).

​Præstegårds-fluen

- Eget Lindenborg å-mønster​

Eget Lindenborg Å mønster fra juli, 2006​

Eget mønster Anders Toft Jensen​

Mønster til farvet vand og mørk truende himmel. Er vandet klart vil en mere afdæmpet muddler sikkert fiske bedre, da denne kraftigt reflekterende flue kan virke skræmmende under de forkerte forhold. Jeg bruger fluen fra sensommeren og frem til starten af efteråret. Når fluen med tag, hale, krop og vinge er bundet på vanlig vis bindes hovedet af hjortehår. Hold et lille bundt hjorthår hen over oversiden af krogen og læg to løse tørn over hårbundtet. Stram med et bestemt træk nedad i tråden. Hårene fordeler sig nu rundt om krogen som et skørt. Pres alle hårene bagud og læg et par tørn med bindetråden, eventuelt en knude. Fortsæt med et nyt hårbundt til hovedet er dannet. Afslut med et lille hoved og lidt lak. Hovedet tilklippes fra krogøje mod halen til den ønske form opnås. Mange fisker med fluer tilsvarende denne med et betydeligt større hoved af hjortehår. Det bestemmer man selv – det vigtigste er at man selv tror på fluen. Med muddlerfluer ses fisken ofte lang tid før den tager fluen. En bølge rejser sig i vandet og det kan virkeligt være svært at styre sine reflekser. Lad fisken tage fluen og rejs først stangen når vægten af fisken mærkes helt ned i storetåen. Så plejer de at sidde der!​​

Så er det nu!! Årstiden, som en meget stor del af NL’s medlemmer med længsel har ventet på, har nu indfundet sig. Der findes medlemmer, der for længst har afpasset ferie-ugernes placering med grødeskærings-perioderne, solunar-tabeller og de uger, som erfaringsmæssigt har massiv opgang af store havørreder. Det er ikke nærværende blads primærstof at analysere yderligere på psykologien bag en sådan form for ferieplanlægning – ej heller at give udtryk for medfølelse rettet mod kvindfolkene derhjemme! (De har jo valgt selv!). Nej, kan undertegnede med disse linier give anledning til bare en svag stigning af den om-sig-gribende fiskefeber, så vil det være fint.

​Rørfluerne er i disse år på hastig fremmarch, ikke mindst når der fiskes efter havørred ved nattetide i vores åer. Mine første rørfluer var bundet på plastrørene fra vatpinde. De kom aldrig rigtigt til at fungere i mit fiskeri. Fluerne ville ikke synke, og de var ikke ret holdbare. Senere bandt jeg rørfluer på korte, tynde aluminiumsrør. De blev fisket med løsthængende krog, så den lange vinge ikke hægtede sig fast i krogen, og det fungerede ganske udmærket. Så var det, at jeg kom til at købe Mikael Frödin’s video: ”Moderna Laxflugar – att binda på tub”. På trods af det faktum, at han er svensk, så må jeg sige, at han på fluebindings-området længe har været mit forbillede. En rørflue bundet efter videoens anvisning ser måske noget pjusket ud i tør tilstand – MEN I VANDET!! Det mindste træk fra strømmen giver fluen et liv, som ikke syntes muligt – fluen var jo død inden den blev søsat, - men nu! I det følgende vil jeg kort prøve at beskrive de mest grundlæggende principper i Frödins fluebinding. Men køb filmen – også den, hvor han binder på kroge! De er meget anbefalelsesværdige.

Purple Night

Bindevejledning punkt for punkt – især med henblik på, at fremhæve Frödin’s bindestil:

• Salar-krogene er udviklet på baggrund af Frödin’s ønsker. De fås i sølv- guld- og sort finish. Ved at ændre krogfarven, kan fluens overordnede fremtræden ændres en del. Det er dog ligegyldigt i forbindelse med denne natflue.
• FITS-rørene findes i 4 størrelser, der to og to passer ind i hinanden. Til rørfluer i normalstørrelse
  anvendes en kombination af str. x-small og medium. Til store fluer bruges small/largekombinationen. Det tyndeste rør presses ind i det tykkere, således at en cm af det tynde stikker ud i forenden. Det er her, at conehead’et monteres til sidst. Der findes forskellige leverandører af sådanne rør, men det er vigtigt, at rørene passer og ”går stramt sammen” – ellers bliver fluen ikke ret holdbar. De eneste rør, som jeg har gode erfaringer med, er de originale ”FITS”. De limes med super-lim. • Selv har jeg altid brugt en halvtyk 6/0-bindetråd, men på videoens anbefaling prøvede jeg den supertynde Benecchi-tråd. Nu bruger jeg ikke andet. Især ved conehead-rørfluer skal ”hovedet” være lille, for at passe ind i conehead’ets fordybning.
• Lidt superlim kan styrke tinselkroppen.
• Vingen bindes ind i flere omgange. Hvert hårbundt taperes ved at trække nogle af hårene længere ud end resten. (Det modsatte af ”når man bruger en hairstacker”). Hårbundtet bindes så fast ovenpå – og på siderne af røret.
  Næste bundt indbindes med lidt længere hår. Der bindes igen ovenpå og på siderne. Mellem bundterne indbindes flash-fibrene – naturligvis både ovenpå og på siderne! Resultatet bliver en bred og udpræget dråbeformet vinge, der slutter bagude i en meget tynd spids. Og her har man i årevis kæmpet for at lave en høj, smal vinge, ved kun at lægge hårene ovenpå krogen!
• Indtil nu er alle materialer bundet på det tykke rør. Alt er indbundet med et minimum af bindetråd og overskydende materialer er tæt afklippet foran indbindingsstedet. Der skal nu netop være plads til indbinding af hacklet forrest på det tykke rør. Hacklet tørnes en-to gange omkring det tykke rør, hvorefter det vikles ned på det tynde, hvor det afsluttes på rørets underside med få tørn bindetråd, når det er kraftigt nok.
• Overvingen indbindes overpå og på siderne + evt. flash.
  Siderne indbindes – få tørn!
• Der kommes lidt superlim på bindetråden, der efterfølgende tørnes stramt et par gange. Til sidst presses conehead’et hårdt bagud. Brug en tang til at trække i røret med. Det overskydende rør klippes af på nær en mm, og der brændes en lille krave Conehead og krog giver tilsammen en afbalanceret flue. Den brede, taperede vinge er helt enestående levende i vandet.

Jeg fisker også disse fluer med løst hængende krog. Hvis man ønsker at fæstne krogen, skal det tykke rør være nogle mm længere, og så kan krogen sættes fast direkte i røret. Den del af røret, der omslutter krogskaftet, skal ikke bevikles med kropsmaterialet. Sælg din hairstacker – og køb en Frödin-DVD! Og jo, - du bliver også nødt at købe den geniale koniske FITS-nål til at fæstne røret på under indbindingen. Efter min mening det eneste ”rørfluestik”, der du’r.

Knæk og bræk
Brandt​

Finn Nielsen bidrog i NL-fiskeren nr. 4 1998 med dette fluemønster.

​Sidste år ved premieren i NL gik jeg som sædvanlig med fluestangen. Jeg var havnet bag ved ikke mindre end fire andre fluefiskere, som desværre ikke havde det store held med sig. Da jeg havde landet grønlænder nummer syv lige bag ved dem, blev det for meget for to af dem. De henvendte sig til mig, og den ene sagde: "Det kan ikke være held alene - hvad gør du, og hvilken flue bruger du?" 

Jeg havde bemærket, at de ikke ligefrem fiskede dybt med deres fluer, og det viste
sig da også, at de gik med intermediate liner - det er ikke lige det bedste, når åen er kold, høj og farvet. 

Fluen, jeg havde for enden af forfanget, var min Rapala-flue, og de var meget interesseret i dette mønster - de fik hver især en af slagsen fra min flueæske. Det var desværre kun den ene af dem, der havde mulighed for at skifte til en hurtigtsynkende line. 

Vi fortsatte fiskeriet ned ad åen, og inden for den næste 1½ time landede den fluefisker, der skiftede til en hurtigtsynkende line og Rapala-fluen, tre grønlændere, den fluefisker der kun havde en intermediate line, men nu også en Rapala-flue, mærkede ikke noget, selv fik jeg fire grønlændere mere, inden jeg tog længere ned ad åen. Men det er et faktum, at Rapala-fluen er en rigtig god flue til grønlænderne. 

Ideen til denne flue opstod for nogle år siden - flere har i tidens løb eksperimenteret med samme tanker - da den ambulancefarvede Rapala-wobler gik sin sejrsgang over det ganske land, der findes vel sagtens ikke et vandløb, hvor denne wobler ikke kan fange fisk, og det hele året rundt. Forsøget gik på at finde nogle farver, som matchede Rapala-wobleren - dog uden at bruge flourecerende farver. Rød, gul, orange og guld blev sat sammen. 

Efter nogle forsøg var mønstret klar, og det blev afprøvet i sensommeren og hele efteråret frem til sæsonafslutningen - det virkede efter hensigten, fine havørreder lod sig lokke i denne periode. 

Så kom vinteren, den nye sæson stod for døren, hvorfor ikke prøve den til grønlænderne? Som sagt så gjort - og hvilken succes! 

Efter tre års grønlænderfiskere med stor succes, er det en kendsgerning, at denne flue bør være at finde i flueæsken, når den nye sæson starter. 

Vi står over for endnu en ny sæson, og der for bør du prøve denne flue, men husk at fluen ikke gør det alene, der skal fiskes langsomt og gerne dybt i det kolde, høje og farvede vand, som sikkert vil være menuen, der møder os, den 16. januar og fremover.

Bindemønster: 

Meget populær engelsk flue, og som jo ikke har noget kropshackle, er blevet tilpasset vore langsommere flydende vandløb. 

Hedefluen", som man ofte hører den benævnt i vestjylland, er vel en af de mest allround anvendelige fluer vi har, og jeg kender flere fiskere, der aldrig bruger andet, og de ser ikke ud til at få færre fisk end andre. 

Fluen kan bruges hele året, og jeg binder den helst på en dobbeltkrog fra str, 4 til 12, eller, hvis vandstanden tillader det, en Esmond Drury trekrog nr. 8-10.

Red Tag Palmer

Et af foreningens mangeårige medlemmer John Ringstrøm Nielsen bidrog i nr. 4 1999 med sit favoritmønster i NL-fiskeren.

​Turene til åen sker næsten altid med fluestangen, og det er altid med en flue af eget mønster på forfanget. Mønstret er ingen hemmelighed, så det bringes her til behagelig kopiering, som John siger - Hvis de ikke kan fange fisk på den, er det deres egen skyld, jeg kan.

Fluens mønster er:​

E.G.M. bidrog i NL-fiskeren nr. 4 1990 med dette fluemønster

Når fiskene er fredet, og vi har de lange vinteraftener at komme igennem. Så jeg kan ikke tænke mig noget bedre, end at sætte sig hen med sit grej og, medens man drømmer om de kommende ture ved åen, binde en flue, som både er en prima fanger, og samtidig en af de smukkeste, man kan se.
Vi laver en Royal Coachman.
Fluen er en amerikansk variation af den gamle, velkendte og populære Coachman, og efter min mening en forbedring. Den er meget effektiv, dels i str. 12 til bækørred, og dels i str. 6 og 8 til havørred.

RC forekommer i mange forskellige varianter, men det mest kendte mønster er:

Sæt en passende krog i stikket, og start bindetråden lidt bag krogøjet, husk der skal være plads til både hackle, vinger og hoved. Vind nu tråden i faste tætte tørn hen til over midt mellem krogspids og modhage. Her indbindes halen af nogle få tippetfibre således at kun de sorte spidser når ud over det bageste af krogen.

Dernæst fæstes to lange, kraftige påfugleherl i den tykke ende med et par vindinger af tråden, og de tørnes rundt om haleroden, så de danner en pæn, tæt but, hvorefter enderne fastlåses med bindetråden, overskuddet klippes af, og tråden vindes frem til hvor det forreste af kroppen skal være. 

Kroppen dannes ved at materialet, en smal strimmel blodrød plasticbånd, bindes ind her, og vindes, tæt og meget stramt, tilbage til but'en og frem igen, hvor det fastgøres solidt og overskuddet fjernes. 

Her i forkanten af den røde krop dannes en ny but på samme måde som den første.
En pæn, brun hane hacklefjer, hvis længste fibre lige netop ikke kan nå fra indbindingsstedet til krogspidsen, fæstes, tørnes 4-5 gange, spidsen fastlåses, og overskuddet klippes af. 

Vingerne laves af et par passende udsnit af to modsatte vingefjer fra en hvid and eller gås. 

Anbring dem helt lige ovenpå kroppen, og således at spidsen flugter med bagkanten af krogen. Pas på de ikke »vælter« ved nedbindingen. 

Når man er tilfreds med vingernes stilling fjernes overskuddet, hovedet formes, og der sluttes af med en Whipfinish og en dråbe lak. 

Man kan selvfølgelig snyde og binde fluen med hvide hårvinger. Det bliver den absolut ikke ringere af, fiskemæssigt, men den er nu smukkest i den originale udgave. 

E.G.M

Fluen er et typisk eksempel på den amerikanske stil på laksefluer: Slanke, let klædte og af letbevægelige materialer, i modsætning til de engelske, full-dressede fluer fra samme tid. Den er kreeret af og har fået navn efter den kendte fluebinder Ray Angus Thompson, som har lavet en hel serie fluer under navnet Rat, bl.a. Blue Rat og Silver Rat. De er alle gode og velfangende mønstre, men Rust y Rat overgår langt alle de andre i popularitet.
Jeg kan ikke give nogen bestemt anvisning på hvornår den er bedst, da jeg har fået adskillige gode fisk på den på alle årstider og under mange forskellige forhold. Man må nok nærmest kalde den en all-round, selvom den, selvfølgelig, ikke virker altid.

Rusty Rat

Det morsomme er, at Ræven er en af de få fluer, jeg har bundet, som ikke er lavet efter nogen forudgående planlægning, og som jeg, til at begynde med, ikke havde nogen særlig fidus til, og dog er det den, der har fanget flest fisk af alle mine fluer. Den blev til en dag i fredningstiden, hvor jeg var ved et supplere mine flueæsker op. Der var fluer der skulle skiftes ud på grund af slid eller rust, og der var nogle, som var forsvundet i løbet af året, der skulle erstattes, så det var et større program at komme igennem. Da jeg var færdig, lå der en enkelt krog tilbage på bordet, og så bandt jeg en flue derpå af de materialer jeg havde liggende fremme.

En rød uldhale, en sølvkrop, en lys brun hackle og en vinge af natur ræv. Den første dag i den følgende sæson var jeg selvfølgelig ved åen. Jeg satte den flue, der plejer at være god til grønlændere, som endeflue, og da jeg ville give den nye flue en chance, kom den på som ophænger. Jeg havde kun fisket en kort tid, da den første fisk, en grønlænder på 43 cm huggede, på Ræven. Det kunne være en tilfældighed, så jeg fortsatte med de samme to fluer. Efter nogle få kast huggede den næste fisk, også på Ræven. Den var ganske vist lige under målet, men tendensen var tydelig. Nu blev Ræven flyttet ned som endeflue, medens jeg med mellemrum skiftede ophængeren, for at se om der var andet der kunne friste, men da dagen var omme var resultatet: Fire grønlændere over målet plus en del undermålere og et par ret store nedgængere genudsat, alle på Ræven og ikke et nap på noget andet. Næste dag var jeg igen ved åen, og da blev resultatet nøjagtig det samme: Fire grønlændere med hjem, og et par nedgængere og nogle undermålere genudsat. Alle på Ræven. Nu bandt jeg en del med små variationer, f.eks. gul eller rød hale, lysere eller mørkere hackle og forskellige størrelser, og det så ud som fiskene andet, så jeg besluttede at kombinere variationerne i een, og sådan har mønsteret nu set ud i godt tyve år.

Ræven

Det triste budskab om Michelsens død her i sensommeren vil hos mange efterlade et tomrum og et savn i vores lystfiskerunivers. Mange af os er blevet dygtigt rådgivet – såvel som myndigt belært – på Lindenborg å’s brinker i tidens løb. Få lystfiskere har, som Michelsen, opnået en så dyb indsigt i dansk havørredfiskeri i almindelighed – og i fluefiskeriet i Lindenborg å i særdeleshed. Heldigvis kan vi fortsat bygge videre på hans erfaringer og fiske med de fluer, som han har været ophavsmand til.

Blandt Michelsens fluer er der særligt én, der i allerhøjeste grad har givet undertegnede mange gode oplevelser – Ræven!
De fleste nordjyder kender den naturligvis, men i denne omgang er fluen uomgængelig. Naturligvis skal den præcise originale bindeopskrift bringes. Derefter kommer en moderne variant – (noget jeg nok ikke havde vovet at lægge navn til i nærværende blad for blot et halvt år siden).

Originalmønsteret er, ligesom efterfølgende citat; hentet fra Michelsens bog, ”Havørred og fluer”:

"Min hidtil mest vellykkede creation ”Ræven” blev til på en helt tilfældig måde.

Der var en del forskellige fluer i mine æsker, som trængte til at udskiftes, og da jeg havde bundet disse, havde jeg en enkelt krog liggende tilbage, hvorfor jeg bandt en ganske simpel flue af materialer, som jeg alligevel havde fremme:

Ræven (Originalmønster)​

• Krog: Laksekrog str. 4, 6 og 8.
• Hale: Rødt og gult uldgarn.
• Krop: Flad sølvtinsel:
• Rib: Sølvwire.
• Hackle: 2 tørn orange og 3 tørn brun hane.
• Vinge: Hår fra rød ræv."

En mere præcis beskrivelse af vinge-materialet fik jeg under et af vores møder ved åen: Et ræveskind har en mørk stribe ned langs ryggen. Det er dækhårene netop fra denne del af rævepelsen, der skal bruges. I disse hår er der et meget flot farvespil i forskellige brune nuancer med enkelte lidt længere sorte hår iblandt. Den grå underuld fjernes helt.

Netop med hensyn til indføring af rævehår til fluebinding har Michelsen været blandt pionererne. I én detalje adskiller den originale Ræv sig noget fra vore dages rævehårsfluer, idet der til Rævens vinge, som ovenfor nævnt, skal bruges dækhår uden underuld. Dette forhold er nærmest omvendt i dagens fluebinding. Derfor er Michelsens flue ikke helt så blød i materialerne, som det oftest ses i dag, ligesom den i dag så populære ”dråbe-formede” vingeprofil ikke blev anvendt.

Selv har jeg altid et par af de klassiske ræve i æsken, og min største fluefangede Lindenborg-ørred skylder jeg netop en af disse. Bassen blev taget i Stenhullet ikke mindre end 10 minutter efter, at Michelsen selv havde affisket standpladsen! At kroge fisken netop i mesterens ”kølvand” bidrager i væsentlig grad til begivenhedens høje placering i fangerens erindring.

Ræven er en rigtig allrounder, der fanger fisk under alle forhold – lige fra grønlænderfiskeriet over fiskeriet efter de store juni-fisk og frem til sæson-afslutningen.
Selv fisker jeg i dag ofte med en moderne variant af Ræven med superblød dråbeformet vinge á la Frödin:

Ræven (Moderne)

Sandrejer er et af havørredens foretrukne bytter, så en acceptabel imitation heraf er næsten altid et sikkert valg på kysten om sommeren og efteråret, men den kan også give gode resultater i klart vand i åen. 

Dette mønster har ofte virket efter hensigten.

Sandrejen

Mønster til sen nat eller tidlig morgen i det første grålige lys.​

Fluen er med i min egen serie af Anglefluer hvor Purple Angel fra 2003 var den første. Den har ofte givet fisk i de meget tidlige morgentimer – i de par timer hvor nattens lys afløses af det grå morgenlys tæt på solopgang. På det tidspunkt er de neutrale fluer ofte udslagsgivende.

Fjeren til palmerhacklet bindes ind på undersiden af krogen lige foran kroppen i fjerens tykke del. Tørnes tilbage over kroppen og låses fast med ribben den modsatte vej. Ofte fjerner jeg den ene side af den grå fjer til palmerhacklet før jeg binder den ind for at give fluen et luftig udseende. Fronthacklet bindes ind samme sted som den grå fjer men i fjerens tynde spids. Tørnes frem mod krogøjet og afsluttes igen på undersiden af krogen. Derpå afsluttes fluen med vingesektionen.

Tekst og foto: Anders Toft Jensen

Denne flue var en af de første „spraglede” irske laksefluer der fik indpas i de engelske og skotske fiskevande, og som efterhånden helt fortrængte de hidtil anvendte, dæmpede farvede fluer. I „havørred-binding”, som „Silver Blue” med vinger fra gråand, eller som „Teal Blue and Silver” med vinger fra krikand, er den stadig regnet for en af de allerbedste fangere, navnlig i lyst og klart vejr.

Den er anvendelig i alle størrelser fra krog nr. 4 til 12. De største i stærk blæst og oprørt vand, og gradueret nedad efter klarhed og gennemsigtighed.

Silver Blue​

E.G.M. bidrog i NL-fiskeren nr. 1 1996 med dette fluemønster

Her i vinter/forårsmånederne er der som regel rigeligt med dage, hvor vejret tvinger os til indendørs sysler, og så kan man lige så godt sidde og hygge sig med at binde en serie fluer, der kan bruges hele året og under mange forskellige forhold. Jeg har her valgt en gammel engelsk kending: Silver Grey.

Bundet efter den originale opskrift er Silver Grey, som næsten alle de klassiske laksefluer, en kompliceret ting, med en masse eksotiske fjer involveret, men man kan heldigvis forenkle mønsteret betydeligt, bl.a. ved at give den en hårvinge, uden det forringer dens effektivitet som allround flue. 

Under hensyn til de forskellige forhold: Vandets højde og farve, temperaturen, belysningen osv., kan fluen bruges i alle størrelser fra nr. 4 til 12, og både på enkelt og dobbeltkrog.

Bindemønsteret bliver derefter: 

enne er også en efterkommer af de farverige irske laksefluer. Jeg har haft særlig gode resultater på den i august, september og oktober måneder, især i klart, blæsende vejr og med meget højt vand efter kraftig regn, og jeg bruger den kun i str. 6 dobbelt laksekrog.

​Silver Wilkinson​

Denne bindestil er lavet specielt til ekstremt lavt og klart vand, hvor en normal bundet flue, selv i ganske små krogstørrelser. virker alt for klodsede, og den har givet ikke så få fisk under ellers helt umulige forhold. De fleste havørredfluer vil kunne bindes i denne stil, men de to mønstre, jeg her viser, har kunnet dække mit behov. 

Det eneste vanskelige ved fremstillingen er at bruge lidt nok materiale i vinger og hackle.
Fisk fluen på en flydeline med et forfang på ikke under 5 meter taperet til 0,25 mm, og gå forsigtigt og i skjul ved åen. Nr. l anvendes i klart vand og klart og stille vejr, og nr. 2 under samme forhold, men med lidt vind til at kruse overfladen.
​
Skelet 1

Denne bindestil er lavet specielt til ekstremt lavt og klart vand, hvor en normal bundet flue, selv i ganske små krogstørrelser. virker alt for klodsede, og den har givet ikke så få fisk under ellers helt umulige forhold. De fleste havørredfluer vil kunne bindes i denne stil, men de to mønstre, jeg her viser, har kunnet dække mit behov. 

Det eneste vanskelige ved fremstillingen er at bruge lidt nok materiale i vinger og hackle.
Fisk fluen på en flydeline med et forfang på ikke under 5 meter taperet til 0,25 mm, og gå forsigtigt og i skjul ved åen. Nr. l anvendes i klart vand og klart og stille vejr, og nr. 2 under samme forhold, men med lidt vind til at kruse overfladen.
​
Skelet 2

Skomager Bache var, selv uvidende derom, ophavsmanden til Skjern Fluen. Baches favoritflue var Beauforth Moth, og da de andre lokale fiskere så, at han tog laks på denne, og de ikke selv kunne skaffe den, fandt de på at købe en stor Red Tag Palmer og binde en hvid vinge derpå. Arrangementet virkede fint, og blev efterhånden kendt som "Skjern Fluen". 

Til at begynde med var vingerne hvide hønehacklefjer, men man er senere gået over til at bruge hårvinger, og derfor ser mønstret således ud i dag.

Skjern Fluen

- Eget Lindenborg Å-mønster​

Skyggen bandt jeg en gang jeg syntes jeg manglede en flue i dæmpede farver til en gråvejrsdag, og den har da også virket efter hensigten. F.eks. fik jeg, første gang jeg prøvede den en februardag, en nedgænger på 72 cm og to grønlændere over målet på den. Det er dog særligt i sommer- og efterårsmånederne den har været effektiv, specielt i skumringen. Altså fra solen er gået ned og til det er helt mørkt, og, sjovt nok, er alle de fisk, jeg har fået på denne tid, kommet til fluen med en stor bølge og har taget den solidt.

Skyggen

E.G.M. bidrog i NL-fiskeren nr. 3 1985 med dette fluemønster

​Hvis vandstanden er lav og vandet klart, vil de samme fluer som om sommeren være bedst, ofte endda i de mindste størrelser, men her sidst på året får vi som regel perioder med megen regn og deraf følgende højt og farvet vand, og så skal der noget mere synligt til. 

Det er en kendt sag, at havørreden, hen mod gydetiden, ofte provokeres til hug af fluer i stærke røde og gule farver, så her vil det nok være klogt, i højt og uklart vand, at satse på en »Skyomish Sunrise«. 

Fluen er egentligt fremstillet til steelheadfiskeri i det nordvestlige Amerika, men det har vist sig, at vore hjemlige havørreder også somme tider synes vældig godt om den.
Da fluen er så kraftig i farverne, bør man nok ikke gå over str. 6 laksekrog.
Bindemønstret er:

Og som før sagt om hårvinger, bind den let og luftig, så den virker levende i vandet.

​Pøj - Pøj
E.G.M.

Eget mønster - opkaldt efter Sophia Amalie Lindennov (Afdød lensgrevinde på Lindenborg Slot)

​Fluen er meget synlig med de blå hårender, og ved mange vandløb er fluer med blå farver et godt valg, specielt i de lyse nætter. Brug denne flue tidligt på sommeren. Rørfluer bruger jeg, hvis vandstanden er høj, eller hvis der er brug for ekstra størrelse på fluen for at lokke fisken til hug. En stor rørflue er en voldsom provokation over for enhver ørred. Det kan udløse det længe ventede hug fra en blank skønhed. 

Sophia Amalie Lindenov lagde navn til Lindenborg Slot og gav derfor åen sit nuværende navn, men ej åens skønhed, for den har den altid haft!

Anders Toft Jensen

Dette er et meget gammelt mønster, og navnet henviser til de gamle engelske infanteristers røde frakker og guldtresser.
Jeg har set Soldier Palmer i engelske bøger og tidsskrifter omtalt som "En af de bedste, om ikke den allerbedste, af alle havørredfluer", og selv om dette måske er noget overdrevet, er der ingen tvivl om, at vi her har en virkelig velfangende flue under mange forskellige forhold.
​
Soldier Palmer

En sensommerørred på lidt over det normale for Lindenborg Å. 58,50 cm og lidt over 2 kilo.

Fisken huggede den 18. august klokken halv ti om aftenen. Kort tid efter kom månen til syne, temperaturen faldt hurtigt, og fiskeriet gik i stå. Fluen var et lyst rørfluemønster, jeg tidligere bandt og brugte meget på streamerkrog størrelse 2-4. Den fluetype benytter jeg stadig, men ofte tidligere på året fisket dybt på åens nedre strækninger. Mønsteret som rørflue kommer her:

Sort/Hvid plasticflue​

Fredag den 22. august 2014
Ugen havde budt på både grødeskæring i Lindenborg Å plus heftig regn og blæst. Det måtte give fisk! Ankommet til åen kunne jeg konstatere ekstrem høj vandstand. Da jeg var varslet om det forinden blev aftenens grej det tunge skyts: 13 fods med klasse 9 synke 2 line, 0,40 mm forfang. Fluevalget blev en Storå Hansen bundet på en tung krog til at fiske dybt. Kastene blev med lang line hvor jeg gik en meters penge med strømmen lige da fluen ramte vandet. Klokken 21.40, i det sidste sprøde aftenlys, huggede en ørred hårdt og kontant. Den stod nede på et fladt og bredt fladt stykke af åen efter et dybt sving og ud for en grødebræmme. Fisken trak rundt og jeg fandt et godt sted at lande den. Linen blev kørt helt ind til forfanget mens jeg lod mig glide ned i åen. Fire gange var den ved nettet men spurtede ud igen. Til sidst fik jeg dog fisken ind over netrammen samt undertegnede bjærget godt op på det tørre. En frisksteget hanfisk på 67 cm og 3,8 kg. Fluen var en Storå Hansen på en størrelse db 6 og den sad solidt forankret i kæben.
​
Flashback:
Tæt på påske 2013 med laksefeber! Æskerne kikket igennem. Manglede – endnu en. Denne gang et mørkt mønster. Kom til at tænke tilbage på fluer jeg tidligere har haft held med. I den forbindelse til beskidt vand farvet fx af udskyllende humus via drænede marker med pumpestationer og grøfter fra tørvemarkerne lang åen. Hansenfluen. Fluen blev oprindelig opfundet af min gamle fiskeven Preben B. Hansen. Han skabte mønsteret ud fra et andet mønster. Det var en helt simpel udgave til bækørreder. Blot en krop og et brun hackle! Førhen fiskede vi meget sammen i Lindenborg Å på NL,s fiskevand. Det til jeg valgte en anden forening ved åen og han meldte sig ud på grund af andre interesser. Nu er han dog igen på spil langs åen. Gammel ræv kunne ikke dy sig!
Anyway: Fluen tog dengang godt med fisk. Jeg lavede naturligvis flere varianter af den gennem tiden. Fluen jeg kaldte Hansenfluen variant og Fru Hansen (rørflueudgave med marabouskørt i brun hele vejen rundt om røret som hale) fik jeg flere store havørreder på. Varianten på krog blot med en hale af underuld fra Fairy Brown polarræv tog jeg sidenhen mange havørreder på. De senere år flere fine havørreder på sensommeren. Måske fordi de rødbrune farver irriterer havørrederne? 

De fleste havørreder jeg har taget på fluen er hanner. Den seneste her for en uge siden i 2014 ingen undtagelse. Desuden er de ofte fanget tidlig på aftenen i rigtig ruskvejr med spredt regn! Det er ligesom om den virker helt rigtig der. Selv laks i Norges sydligere elve lod sig overliste på fluen. Igen i vand farvet af udvaskning fra oplandet.

Det oprindelige mønster har hale af et lille bundt brune fibre fra et hanehackle. Krop af nederst flad sølvtinsel dækket med dark amber transulent Swannundaze (farve 17). Brun fronthackle og natursort egernhalehår som vinge. Varianten jeg lavede beskrives senere i teksten med fx polarræv som hale samt lidt kobber og bronce flash lagt under vingen. På toppen af vingen bandt jeg fx blank sort Orvisflash. Desuden sider af certificeret opdrættet jungle cock.

Swannundaze er de senere år solgt under navne som Vinyl Body Rib fra Oracle Fly Tying, Body Lace fra The Fly Co. Osv. Men de er lidt tyndere end det oprindelige materiale som har flad bagside og buet forside. Købte det engang da ruder konge var knægt ved Stefs Fluebinding.

Mit materialevalg er i dag, til rørflueudgaver, ofte kobberfarvet Mylarrør. Det har dog en lidt mørkere farve end det oprindelige materialevalg. Derfor kommer jeg lidt mere lys kobber i vingen for at udligne forskellen. Helheden er stadig brun, kobber og sort.
​
Historik:
I mangel på det oprindelige kropmateriale til Hansenfluen bandt jeg følgende udgave den 1. september 2009.
Hansenfluen variant. 2009

Variant til letfarvet vand og mørk himmel

Den gav mig en række fine fisk i Lindenborg Å!

​

Storå Hansen rørflue
Variant fra 2013

Bindevejledning for Storå Hansen som rørflue:
Et kort stykke tynd rød inderrør limes fast i rørets ene ende. Det er der fluens conehead senere skal monteres.

Tag og hale bindes ind, Ribben fæstnes på undersiden af røret og tråden afklippes. Et stykke kobber Mylarrør, to gange rørets længde, skubbes ned over røret. Tråden tørnes tilbage over flashrøret og frem til udgangspunktet. En knude og lidt lak. Den bagudvendte del af flashrøret rulles op over plastrøret, holdes stram og bindes fast forrest. Overskydende afklippes.

Kaninstrimlen fæstnes lidt bag rørets forende. Ribben tørnes op gennem vingen og låser den fast. Det første hanehackle tørnes. Ovenpå et beskedent bundt sort tanukihår bundet fladt i rørets længde. Derpå følger flashmaterialerne bundet i løkke. Det vil sige at materialerne indbindes med ender der stritter fremover rørets forende. Derpå bukkes de bagover og fastlåses med bindetråden. Flashen skal være noget længere end den sorte undervinge og afklippes i forskellige længder.

Over vingeroden tørnes nu det andet hanehackle med fibre længere end det første. Derpå indbindes to korte vinger af sort tanukihår. Vingerne skal være lidt kortere end det første bundt tanuki. Det vil sige første 2/3-dele af rørets længde og til slut 1/3-del af rørets længde. Fibrene fordeles så vingen omslutter røret ned på begge sider. De to bundter hår skal gøre vingen tykkere og bredere foran til hvor vingen spidser til bagud når fluen går gennem vandet.

På siderne indbindes certificeret opdrættet jungle cock eller erstatning. Hovedet lakeres med klar lak. Når det er tørt fastlimes et conehead med Super Glue Gel. Det tynde inderrør afklippes nogle millimeter foran coneheadet. Fluen drejes forsigtig tæt på en flamme og der dannes en lille krave som holder hovedet på plads.
Den udgave jeg bruger i dag er stadig en Storå Hansen men ofte på db. laksekrog størrelse 6-10. Dette år (2014) måtte to blanke hanfisk i en størrelse til røgeren således lade livet på den flues bekostning. Ikke at den er bedre end andre men den virker! Dybt og fisket langsom på en lang line!

Storå Hansen krogflue
Variant fra 2013

Her endte mine eksperimenter da mønsteret ganske enkelt er holdbart overfor fiskens tænder samt det slid fluen udsættes for ved selve kastene.

​

Tekst og foto: Anders Toft Jensen, 2014​

Jørgen Brandt bidrog i NL-fiskeren nr. 3 2002 med denne flue

​De lyse nætter er passè, hvilket bestemt ikke er tilfældet med pandelampefolkets færden på åbrinken ved nattetide. Mange lystfiskere foretrækker dog at udfordre ørrederne på et tidspunkt, der ikke forhindre dem i at møde rimeligt udhvilede på jobbet næste morgen. Den gyldne time, hvor solen synker ned bag horisonten, er et oplagt tidspunkt til formålet.

Sun Down

Forlaget Moesgaard har udgivet en serie små håndbøger med forskellige danske lystfiskeres bud på velfangende fluer. I en af disse, (”Laksefluer”), har jeg hentet fluen Sun Down. Lars Carlsen fra Vejle har skabt en enkel og elegant flue, der straks fangede min opmærksomhed ved dens frække farvesammensætning. Selv om den er tænkt som lakseflue, forhindrer det den ikke i at være en oplagt havørredflue i aftenens varme, svindende lys.​

I originalmønstret består dubbingen af mohair, og der er ingen tag. Grunden til, at jeg ofte tilføjer mine fluer en sådan, er min forkærlighed til Bartleet-krogen. Dennes krogbøjning starter langt fremme, hvorfor kroppen skal bindes meget kort. Alternativet vil være, at fluens hale peger nedad. Tagen gør på denne krog fluen bedre proportioneret samt tilføjer halen et løft.

​

Knæk & bræk - JB​

Mønster til hurtig strøm og overfladefiskei