En kold juni morgen med tåge og månen stadig fremme, havde min fiskekammerat Preben B. Hansen og jeg siddet og diskuteret nattens manglende udbytte over en kop efterhånden lunken kaffe i Nordjysk Lystfiskerforenings fiskehytte på Det Flade ved Lindenborg Å. En forfrossen medfisker dukkede op i det grå morgenlys og havde også haft den beklagelige oplevelse, at se mange fisk uden at en eneste ville hugge. Lufttemperaturen var på sølle fem grader og vi frøs, men vi aftalte at give den en time mere. Jeg gik lidt opstrøms for hytten, hvor der er en god standplads for en havørred i en strømrende, der bliver til et høl lige ud for hytten.
Mine flueæsker havde været oppe af lommen gentagende gange i nattens løb. Nede i hjørnet af æsken sad en ganske lille uanseelig flue bundet på en lille streamerkrog, som vistnok aldrig havde været våd. Fluen var i en størrelse 10, med sølvkrop, sort hackle og en grønsort vinge. Gemt og glemt i vrimlen af mere moderne fluer sad den der, som et bud på en sidste chance. Fluen var moderne variant over en Paul Wellendorf kreation fra en flueserie han bandt i 1950’erne og den hed Thor, opkaldt efter en lokal Randers øl, som jeg den morgen godt kunne have brugt som trøstedrik. Fluen til venstre: P. Wellendorfs Thor og fluen til højre T. Gordons Black Ghost. Begge fluer er her bundet med de oprindelige materialer. Nyere udgaver bindes ofte med en hårvinge i stedet for vingerne af hacklespidser.
Tre kast senere huggede den smukkeste sommerfisk på, som vejede 6 pund. Senere hen har jeg fået fisk på flere af disse fluer, som Wellendorf opfandt og offentliggjorde, efter inspiration af blandt andet amerikaneren Herbert L. Welch streamerflue Black Ghost fra 1902. Fluerne fortjener at få bevaret deres ry samt historie for eftertiden. Betegnelsen streamer udspringer af betegnelsen vimpler fordi vingerne af hacklepoints svajede i strømmen. Det menes, at det var amerikaneren Theodore Gordon, der startede med fluefiskeriet i Amerika. Han opfandt typebetegnelsen efter inspiration fra tidligere indianske fluer af Thunder Creek typen.
Wellendorf bandt de første udgaver som ophænger til torskefiskeriet, men erfarede senere, at fluerne var glimrende efterligninger af små byttefisk og derfor velegnede til ørredfiskeriet. Wellendorf anbefalede i sin bog “Alle drenges fiskebog” fra 1963 at fjerene skulle være saddelfjer, der sidder på hanens bagkrop og hænger ned langs med siderne. I denne bog anbefaler han også, at tinselkroppen kun skal bestå af et lag fra halen mod hovedet. Personligt binder jeg mine varianter på mere moderne vis ved, at indbinde den flade tinsel ved hovedet og tørne den en gang tilbage og en gang frem igen. Bagefter afsluttes kroppen med et lag klar headcement. Det giver en mere jævn krop som holder godt. Ribben tørner jeg i den endnu våde lak, da rib på flad tinsel kan have en mani med at ville skride og dermed gå løs på det glatte underlag.
På streamerfluer i dag, er de oprindelige hacklepointsvinger ofte erstattet med en hårvinge. Hårvingen bliver nemlig ikke så let slået ned under krogen som de oprindelige hacklepointsvinger var tilbøjelige til. Om disse fluer så nødvendigvis stadig kan kaldes streamere frem for hårvingefluer kan så diskuteres. Ordet variant kan vel gå an uden at misinformere om det oprindelige materialevalg til fluerne. På små størrelser og sparsomt bundet kan de være det bedste valg indimellem – både med fjer og med hår som ”hovedpynt”.
Wellendorf anbefalede, at streamerfluerne skulle bindes på langskaftede kroge størrelse 6 til 10 i længden 3x long og slanke med et sparsomt ”falsk hackle”, dvs. et bundt hacklefibre indbundet på undersiden med to lette tørn af bindetråden. Bagefter spredes fibrene med en negl og tråden strammes op. Så fordeler fibrene sig fra siden af fluen og ned på undersiden. Det ”falske” hackle binder jeg efter Poul Jørgensens metode. Desuden bruger jeg en lidt tyndere bindetråd end normalt, nemlig en UNI 8/0 for ikke at gøre helhedsindtrykket for klodset på de mindste størrelser.
Krogen jeg benytter er Kamasan B800 streamerkrogen, der er 4x long. Vingen binder jeg med hår fra enten isbjørn eller egern, der begge har en dejlig gennemsigtighed i vandet. Jeg forsøger altid at binde moderne hårevingefluer med materialer, der kommer så tæt på de oprindelige fjermaterialers udseende og egenskaber som muligt. Der findes jo heldigvis mange naturlige farver i typerne af hårmaterialer, der kan opfylde denne hensigt. Både egern og isbjørne hår giver fluen den strømlinede profil der opnås, som ved at benytte de oprindelige fjer som vingemateriale. Desuden har jeg udstyret mine varianter med EZY eyes, som jeg binder på med ottetalstørn på samme måde som almindelige kuglekædeøjne ovenpå hovedet.
Paul Wellendorf
Paul Wellendorf døde i 1969 i en alder af 61 år og nåede i sit desværre alt for korte liv, at udgive en række bøger samt holde foredrag af forskellig art vedrørende lystfiskeriets gåder.
(Efter bladet ”Lystfiskeren” nr.1, nov. 1957, 1. årg.)
