Torsdag d. 29. juli 2004 glemmer jeg ikke foreløbig. Jeg var startet som sædvanlig en halv time for tidligt ved Lindenborg Å, sammen med en gæstefisker, jeg havde med. Der skete ikke rigtigt noget før ca. kl. 21.45, hvor jeg fik en dejlig blankfisk på 52 cm.
Den havde taget min efterhånden godt gennembidte Silver Grey str. 12, enkeltkrog – det skal bemærkes at jeg altid bruger 2 fluer, min Silver Grey som endeflue og denne aften en 1.5 tommer sort rørflue som ophænger.
Ved landing af fisken på 52 cm, kom en bekendt op til mig, han havde fisket foran mig og havde ikke set eller mærket noget som helst.
Har du fået fisk, spurgte han, og det kunne jeg jo bekræfte. Vi beundrede fisken og derefter sagde han at han ville hjem, da der ikke rigtigt skete noget !!!!
Jeg fortsatte fiskeriet, men med den hjemvandrende fiskers bemærkning var min optimisme ikke rigtig i top, dog havde jeg indenfor de sidste 8 dage været særdeles heldig:
En morgenfisk på 78 cm og en natfisk på 80 cm. Jeg kunne tage den lidt med ro, mine sommerfisk var jo hjemme……
Efterhånden, ved 22.30 tiden, da jeg var nået ned til det sidste lige stykke, hvor vores fiskeri stopper, beslutter jeg mig for at bruge 15 min her, finde min makker og så tage hjemover.
2 min efter denne tanke, kommer en bølge efter min flue, jeg sænker stangen mod vandoverfladen, mærker trækket i fluen, løfter stangen og der er fast fisk!!!!
Fisken springer en halv meter ud af vandet, mit hjerte slår lige en ekstra gang og jeg er næsten sikker på at fisken er over de 5 kg. Det kan ikke passe det her tænker jeg, 3 fisk over de 5 kg på 8 dage, men måske er den her heller ikke så stor igen, da den bare går lidt frem og tilbage der hvor den tog fluen.
Lidt efter gik fisken nedstrøms til et af de steder, hvor vi i foreningen har lagt en gangbro over et meget blødt og sumpet område, der ville den absolut ind under brinken, ind i det tættest bevoksede grøde, der findes på strækningen.
Nu er den væk, jeg tænkte på de 2 fluer, men så kom rørfluen op over overfladen, fuld af grøde og et par tunge rusk fortalte mig, fisken var på endnu. Jeg valgte derefter at ”hoppe” på gangbroen, så det gyngede i åen, det fik fisken ud i åen igen og så gik det ellers ned af åen.
Ved et tilløb til Lindenborg Å, hvor vores fiskevand slutter og jeg ikke kan komme videre, fortsatte fisken i roligt tempo nedstrøms, den ville altså i havet igen.
Snart mærkede jeg knuden mellem flueline og skydeline, et stykke tid efter knuden mellem skydeline og bagline Det her kan ikke fortsætte tænkte jeg.
Efter en tid valgte jeg, at nu skulle ”slaget stå” og jeg pressede fisken alt hvad jeg kunne. Med tanke på min nye Sage 11´ stang, klasse 5 og forfang, tykkelse 0.23, var det nok ikke meget jeg kunne udrette, dog begyndte fisken, stille og roligt at komme tilbage mod mig og efter et stykke tid med nerverne uden på tøjet, var fisken ude foran mig i hullet og viste svage træthedstegn, hvor den lagde sig om på siden et par gange.
Jeg vidste stadigvæk ikke hvor stor den var.
Nu var tiden kommet, hvor jeg mente at have overtaget og begyndte at planlægge landingen, gaffen måtte være det bedste, for nu ville jeg have fisken.
1 m fra brinken ligger en bred grødebræmme, jeg måtte ud til den for at kunne kroge fisken. Tog lommegaffen frem og trådte lidt ud i åen. Der var dybt!!! Så da det kunne ikke lade sig gøre, fandt jeg mit store teleskopnet, foldede det med lidt besvær ud, det kunne præcis ligge på grødebræmmen.
Fisken var nu så træt, at den lå på siden, så jeg tog med begge hænder omkring min stang, trak alt hvad jeg kunne og fik så fisken ind over netrammen. I samme bevægelse smed jeg stangen væk, tog nettet og ville løfte fisken op. Derved ødelagde hovedet af fisken nogle netmasker i fangstnettet.
Da var det først at jeg mærkede dens vægt. Jeg kunne ikke løfte den, så jeg trak den op fra åen og langt ind på marken.
Jeg tændte min pandelygte – og hvilken fisk. Råbte højt på min fiskekammerat, at han skulle komme, da jeg havde fået en stor fisk. Jeg kunne høre ham komme i sivene mens han brummede noget om de sidste gange han havde været med, så han gad ikke nette flere store fisk for mig. Månen lyste hen over en lille skov, klokken var nu 23.55, så det var blevet mørkt. Hans pandelampe havde været tændt i lommen på ham, så der var ikke mere strøm på batterierne, derfor gik han 20 m forbi mig og røg direkte i tilløbet til Lindenborg å med et stort plask og et par ukvemsord. Efter at have sundet sig, kom han hen til mig, jeg havde gået et par meter væk fra fisken og tog ham nu om skuldrene og sagde: Nu skal du se en fisk. Ja, ja, sagde han, jeg har jo set flere af dine fisk her de sidste 8 dage.
Jeg tændte min pandelampe, lyste på fisken og kammeraten udbrød: ”Hold da kæft en fisk, så store fisk er der da ikke i den å derude.”
Det var der godt nok og vi måtte begge 2 bære den den lange vej op til bilen hvor vi målte den til:
Præcis 100 cm og 64 cm omkring livet.
Selv om klokken var langt over midnat, blev der ringet rund til alle fiskekammerater, da vi kørte hjemad.
Vel hjemme ved 01.30 tiden blev fisken lagt på garagegulvet og den på 52 cm blev lagt på bryggersbordet. Alle nyisatte døre i huset blev bogstavelig talt ”banket” op hele vejen ind til soveværelset. Da jeg kom derind, stod fruen allerede på gulvet og spurgte om der ”var sket noget, er du kørt galt på vej hjem” siden jeg havde så travlt. Jo kunne jeg kun sige, kom med ud og se. Først kom vi til bryggerset hvor den lille blanke lå på bordet og hun sagde: Har du virkelig vækket mig for sådan en lille fisk?
Niks, svarede jeg, prøv at komme med ud i garagen. Da hun så mit livs fisk, var kommentaren:
”Det er godt nok synd at slå så stor en fisk ihjel”.
Hun må god nok være træt, tænkte jeg, med en smule dårlig samvittighed over virkelig at have slået så smuk en fisk ihjel.
Vi fandt vægten frem, en Rapala vægt til max. 10 kg. Vægten gik i bund og vi anslog fiskens vægt til 11.2 kg. Så jeg kunne gå tilfreds i seng.
Alt i alt en kæmpe oplevelse, med følgende data:
Fangststed: Lindenborg Å
Tid: 29 juli 2004, ca. kl. 22.30 til 23.50
Grej: Sage 11´ klasse 05, flue Silver Grey enkeltkrog str 12.
Efterspil:
En af de kammerater, jeg ringede til om natten, er journalist på Århus Stiftstidende, ringede efterfølgende flere gange til mig og drillede mig med vægten på fisken. Han var ikke sikker på om den nu virkelig vejede over 10 kg. da Rapala vægten jo ikke kunne vise vægten korrekt, det ville jo være ærgerligt hvis den ”kun” vejede 9.8 kg.!!!!!
Han var måske irriteret over at blive vækket så sent og da fisken jo skulle konserveres, var det måske smart at få den helt rigtige vægt konstateret.
Nu havde fisken tabt en hel del blod på garagegulvet, som jeg fjernede om natten med en lille spade og efterfølgende vask. Alligevel blev fisken hevet op af fryseren og ned til fiskehandleren gik det.
Ankommet til fiskehandleren med ”den store pakke”, fik jeg lov at gå ind bagved hvor chefen arbejdede. Jeg spurgte om vi kunne veje min lille fisk. Det var i orden, men inden da, ville jeg lige have hans vurdering. 9 kg. mente han, jeg fik en klump i halsen, men ok. Derefter kom hans medhjælper og ville prøve og ”langt over” 11 kg. var hans svar. Nu slog mit hjerte heldigvis igen og fisken blev lagt på digitalvægten: 12.85 kg. rent. Ind i butikken til kontrolvejning: 12.85 kg. rent.
Glad var jeg da jeg tog hjem for at køre fisken til konservator. Alle data blev gemt og en fin kopi er blevet lavet til mig af en russer på Kolahalvøen.
Hvis jeg medregner alt det blod, som fisken mistede hjemme på garagegulvet, har den helt sikkert vejet 13.0 kg, så det er ikke bare en personlig rekord, men også en af de største havørreder, der nogensinde er taget ved Lindenborg Å.